Det væltede frem med uhumskheder, da Fødevarestyrelsen gik SuperBrugsens bager efter i sømmene.

20.000 kroner skal kædens dagligvarebutik i Hedensted punge ud med, fordi fødevarehygiejnen i bagerafdelingen sejlede.

»I virksomhedens fryserum er der konstateret massive mængder rim og kondensdråber på lofte samt fra lysarmatur og langs endevæg. Kager placeret på øverste plade på stik er udsat for kontaminering, og der er konstateret afskallede rimflager på flere af kagerne,« står der blandt andet i kontrolrapporten.

Et lignende problem, bare med spindelvæv og støv, blev konstateret i et rum med emballage.

»Begge dele er direkte over opbevaring af ren emballage samt over åbne kasser med krymmel,« står der i kontrolrapporten.

Men det stoppede ikke her.

»Ved pladerenser ses der personaletøj henlagt på plader samt hængende op ad stik med ubagte produkter, hvorfor kontaminering kan forekomme,« står der yderligere i kontrolrapporten, hvor der også rettes kritik af vedligeholdelsen.

»Virksomhedens udstyr til rengøring fremstår med sorte belægninger, og børster/koste fremstår ikke vedligeholdte,« lyder det.

Superbrugsen i Hedensted oplyste ifølge kontrolrapporten, at de ville kassere kagerne på øverste plade og sætte en overplade på hvert stik, indtil de får helt styr på kondensproblemerne.

B.T. har kontaktet Coop, der ejer Superbrugsen, for at få en kommentar til den sure smiley. Dagligvarekoncernen er dog endnu ikke vendt tilbage.