Helsekostfirmaet Wellvita har fået en gevaldig bøde på 40.000 kroner for at markedsføre et slankeprodukt med ord, der ikke passer.
Frontfigur for selskabet, den folkekære tv-vært Bengt Burg, forsvarer dog Wellvita, der langtfra er et ubeskrevet blad hos fødevarekontrollen.
»Hvis der ikke laves fejl, er der ingen udvikling,« siger forhenværende vært på 'Lykkehjulet' Bengt Burg.
Fejlen, som Bengt Burg, der nu er ambassadør for helsekostfirmaet, henviser til, dækker over, at Wellvita har beskrevet effekterne af to produkter med lige lovlig løs hånd.
Og det er der kommet et gevaldigt smæk fra fødevarekontrollen ud af.
Det skyldes også, at Wellvita gentagne gange har været på kant med markedsføringsreglerne, der skal sørge for, at forbrugere ikke får bundet en historie på ærmet.
»Normalbøden for en virksomhed med Wellvitas størrelse er på 20.000 kroner. Hvis en virksomhed har haft en dårlig regelefterlevelse inden for 12 måneder forud for den seneste anmærkning, fordobles bøden. Wellvita er en virksomhed, der falder i den kategori,« siger Jan Petersen fra kosttilskudsgruppen hos fødevarekontrollen.
Wellvita påstod blandt andet, at slankeproduktet ChiliTrim 'hjælper dig af med overskydende energi ved at forøge forbrændingen, så kiloene rasler af'.
'Chilifrugten hjælper dig med at forbrænde overflødigt fedt, så du taber dig de rigtige steder,' lød det videre.
Og det var altså for kreativt til at passe med virkeligheden. Produktbeskrivelser skal følge en liste hos EU's Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, der fungerer som rettesnor, forklarer Jan Petersen.
»Virksomheden skal overholde den ordlyd, der er ansøgt om hos EU. Man må ikke digte videre og skrive det om, så det ikke giver samme mening,« siger han
Selvom Wellvita mindst 13 gange tidligere har fået sure smileyer, ændrer det ikke noget for Bengt Burgs syn på firmaet.
»Hvis man ikke begår fejl, lærer man ikke noget. Men man skal så se at få det rettet i en fart. Det gør Wellvita også, og det er derfor, Wellvita har succes. Det vil jeg gerne stå inde for.«
Det er sket mange gange før, at Wellvita har lavet fejl?
»Det vil altid være sådan i livet. Ingen kan leve et fornuftigt liv uden at begå fejl,« siger han.
Administrerende direktør hos Wellvita Claus Toft Glerup forklarer, at det ikke var med forsæt, at forbrugerne fik urigtige oplysninger om slankeproduktet.
»Fejl sker jo. Vi har en medarbejder, som vi er glade for, der arbejdede på nyt design af hjemmesiden. I den forbindelse kommer han til at tage to gamle tekster, som han sætter ind i produktbeskrivelsen for to produkter. Det opdager Fødevarestyrelsen.«
Wellvita, der de forgangne år har landet et to-cifret millionoverskud, forsøger at følge reglerne, lyder det.
»Problematikken er lovsættet, som vi som virksomhed arbejder under. Det beror på fortolkninger. Og reglerne ændrer sig løbende, så tekster, der var lovlige før, er ikke nødvendigvis lovlige i dag.«
Men det har vel aldrig været tilfældet, at det retmæssigt kunne skrives, at produktet 'slanker de rigtige steder'?
»Det er ting, vi løbende retter til. Vi prøver at overholde reglerne efter bedste evne,« siger Claus Toft Glerup.