De er nogle af verden største producenter af kendte fødevaremærker og står eksempelvis bag produkter som Heinz' tomatketchup, Philadelphia, Hellmann's mayonnaise og Dove håndsæbe.
Men nu er giganterne Kraft Heinz og Unilever endt i et mareridt. Søndag er de kommet under luppen i en artikel, der blandt andet handler om ulovlig pornografi.
Det er avisen The Times, som kører en historie, hvor de ser nærmere på de to verdensomspændende firmaers marketingsstrategi.
Begge firmaer har nemlig inden for det seneste år reklameret på verdens største pornoside, Pornhub, og det får de nu tæv for.
Unilever, der eksempelvis laver Dove håndsæbe, Hellmann's mayonnaise , Knorr og Magnum-is, kørte tidligere på året en reklame på Pornhub for firmaets barbergrejstjeneste ’Dollar Shave Club’, hvor man som kunde kan abonnere på barbergrej.
Her skrev man blandt i reklamen: »Hvis du bruger vores toiletsager, er du ikke nødt til at besøge den her hjemmeside lige så ofte.«
Kraft Heinz har også reklameret på Pornhub med kampagnen #Foodporn.
Her var det firmaets frostmad ’Devour’, der blev promoveret.

Så langt så godt.
Lovlige reklamer på en lovlig platform med 110 millioner besøgene om dagen.
Men nu har The Times afsløret, at de to giganter har reklameret på en side, hvor der ligger adskillige eksempler på ulovligt materiale.
Avisen har fundet eksempler på børneporno på Pornhub – med børn helt ned til tre år – ligesom avisen har fundet flere eksempler på, at der ligger videoer med hævnporno.
Der er også adskillige eksempler på videoer med såkaldte ’creepshots’, hvor mænd filmer unge kvinder i offentligheden.
Også en video, hvor en mand forulemper kvinder under en koncert ved at gnubbe sig op ad dem, er kommet i avisens søgelys.
Alt sammen indhold, som Kraft Heinz og Unilever beskyldes for at blåstemple og støtte op om ved at reklamere på Pornhubs platform.
Unilever har taget konsekvensen med det samme og siger til The Times, at de aldrig igen vil reklamere hos Pornhub eller nogen anden pornoside for den sags skyld.
Kraft Heinz indskærper i artiklen, at de udelukkende reklamerede på siden i én dag, og at reklamen centrerede sig om ’foodporn’ – eller madporno – som er blevet et udbredt fænomen på sociale medier som Instagram.
Flere politikere udtaler i artiklen, at der ikke er nogen undskyldning for at reklamere på en platform, hvor der ligger ulovligt materiale, ligesom adskillige organisationer kritiserer Unilever, Kraft Heinz og ikke mindst Pornhub.
Hos Pornhub svarer man til The Times, at man arbejder meget intenst med og bruger mange ressourcer på at fjerne ulovligt materiale fra platformen, og at det ulovlige materiale fylder ’ekstremt lidt’ på Pornhub.
