Mange hunde-, katte- og andre kæledyrsejere skal snart vænne sig til at handle kødben, bure og strøelse i en ny butik.

Kæledyrsmastodonten Maxi Zoo har nemlig opkøbt den danske konkurrent Petworld, der har over 35 butikker fordelt ud over især Jylland, mens også på Fyn og Sjælland.

Det bekræfter Maxi Zoos administrerende direktør, Bo Demant, over for B.T.

»Handlen får effekt fra 1. januar, og vi vil først uddybe derefter. Vi har indgået en gensidig aftale om fortrolighed,« siger Bo Demant.

Han oplyser, at også købsprisen er omgærdet af fortrolighed.

»Hverken køber eller sælger er interesseret i at købsprisen kommer frem,« siger Bo Demant.

Julefroksost i Maxi Zoo i Holstebro - kun for hunde.
Julefroksost i Maxi Zoo i Holstebro - kun for hunde. Foto: Morten Stricker
Vis mere

Petworld ejes af den jyske erhvervsmand Jan Sørensen.

Jan Sørensen har sendt en skriflig udtalelse til B.T.

»Vi kan med glæde bekræfte at Maxi Zoo Denmark A/S pr. 1.januar 2021 overtager Petworld, som består af både fysiske butikker og online kanaler. Eftersom begge parter har indgået en fælles afale om fortrolighed og overtagelsen først vil finde sted 1. januar, har vi på nuværende Idspunkt ikke yderligere kommentarer – hvilket vi håber på Jeres forståelse for.«

Maxi Zoo er tysk-ejet, og den danske afdeling af den internationale kæledyrskoncern leverede i 2019 et overskud på 13,2 millioner kroner efter skat.

Også Petworld kom godt ud af 2019 og landede et overskud på 12,2 mio. kr. og en egenkapital på 49,7 mio. kr.

Danmark er er lukrativt marked for kæledyrsbutikker. Danskerne bruger nemlig hver år flere milliarder kroner på deres kæledyr.