Den kendte danske tøjkæde Noa Noa er havnet i problemer i Norge.

Så store problemer, at tøjkæden er hevet i retten og risikerer at blive erklæret konkurs.

Det skriver Dagens Næringsliv.

Noa Noa er endt i en bitter strid med de norske skattemyndigheder, som mener, at tøjkæden skylder 5,9 millioner norske kroner (3,8 millioner kroner).

Men Noa Noa er uenig i beløbets størrelse.

Så nu har den norske Skattestyrelse sat hårdt mod hårdt.

»Vi er ikke enige med Skattestyrelsen om det udestående beløb, og Skattestyrelsen er nu gået rettens vej. Vi har en løbende proces, hvor vi diskuterer og forsøger at nå til enighed med Skattestyrelsen om, hvad det rigtige beløb er. Når vi kommer til enighed, bliver det afgjort,« siger formanden for Noa Noas bestyrelse, Christian Hassel, til Dagens Næringsliv.

Noa Noa har via sit norske datterselskab 11 butikker i Norge, hvor kæden de seneste fem år samlet set har tabt 36 millioner norske kroner (23,3 millioner kroner) før skat.

Sidste år måtte moderselskabet tilføre Noa Noa Norge et millionbeløb i forbindelse med en restrukturering, der fandt sted efter et år med underskud og faldende omsætning.

Noa Noa blev stiftet af brødrene Harald og Lars Holstein i 1981 som et mere feminint alternativ til datidens kvindemode.