'Hygiejne: Håndtering af fødevarer: Bødeforelæg 10.000 kr.'

Sådan starter Fødevarestyrelsens kontrolrapport efter et besøg hos den landsdækkende Café Vivaldi-kædes Fredericia-afdeling. Her blev der nemlig opbevaret laks med en kernetemperatur på 6,2 grader.

Opbevaringsforholdene kastede den lige dele sjældne og uheldige ‘sure smiley’ af sig. Og en bøde på 10.000 kroner.

‘Af virksomhedens egenkontrol fremgår det, at virksomhedens temperaturkrav til det kølerum, hvor laksen blev opbevaret, er max 5 grader celsius. Vejledt om at fersk fisk skal opbevares ved max 2 °C eller være tilstrækkeligt iset,’ hedder det i kontrolrapporten.

Virksomheden skulle efter sigende under Fødevarestyrelsens kontrolbesøg have bemærket, at ‘fersk fisk opbevares normalt iset.’ Og ifølge Café Vivaldi-bestyreren i Fredericia, Danail Iliev, var lakse-episoden en regulær tanketorsk.

»Køkkenmedarbejderne havde glemt at lægge is i kassen i vores kølerum, der ellers skulle sikre, at fiskene havde den rigtige temperatur,« siger han til B.T. og fortsætter:

»Fremover tager vi laks direkte fra fryserummet. Og vi opbevarer ikke længere fersk laks i kølerummet.«

Den lidt for lune laks i Fredericia kommer blot ét år efter, at søster-caféen i Helsingør fik en lige så sur smiley og en bøde i samme størrelsesorden for at have opbevaret rejer, der havde en kernetemperatur på 9,1 grader. Helsingør-caféen, der stadig deler navn og logo med lignende Vivaldi-caféer, er imidlertid ikke længere en del af Vivaldi-kæden.

Antallet af ‘sure smileyer’ har på landsplan været støt stigende siden 2013, hvor der blev givet 787 sure smileyer, viser Fødevarestyrelsens statistikbank.

Sidste år blev der uddelt hele 1.311 sure smileyer. Det er en stigning på godt og vel 67 procent.

I 2013 var 1,6 procent af smileyerne, som blev til Fødevarestyrelsens registrerede detailvirksomheder, sure. Sidste år havde 2,4 procent af smileyerne nedadpegende mundvige.

Der er i samtlige af Vivaldi-kædens 16 øvrige caféer givet ‘glade smileyer’ efter sidste kontrolbesøg. Og på anmelder-sitet TripAdvisor fortæller 47 ud 74 tidligere gæster også, at deres oplevelse af Fredericia-caféen er henholdvis 'rigtig god' og 'fremragende'.