Aben på Coco Pops, tigeren på Frosties, hanen på Cornflakes og de tre glade drenge på Rice Crispies. De fleste af os har siddet og kigget på de motiver over en skål morgenmad, men nu risikerer de ikoniske figurer at blive udslettet.

Kellogg's laver nemlig markante ændringer i Europa – blandt andet på grund af massivt politisk pres.

Det skriver CNBC.

De nye pakkedesigns vil lægge mere vægt på morgenmadsprodukternes ophav og naturlige ingredienser.

Til gengæld skal de tegneserieagtige motiver langt mere i baggrunden.

Det sker blandt andet på grund af politisk pres i Storbritannien, hvor det nuværende oppositionsparti, Labour, har varslet, at de helt vil forbyde tegneseriefigurer på morgenmadsprodukter, hvis de kommer til magten.

De mener nemlig, at de tegneserieagtige figurer er med til at lokke forbrugere og deres børn til at købe produkterne, som indeholder en hel del sukker og bidrager til en voksende fedmeepidemi i landet.

Kellogs selv forklarer, at de gør klar til at ændre udseendet på pakkerne for at følge med udviklingen hos forbrugerne og for at være i trit med tidsånden.

Tigeren på Frosties kan være på vej ud.
Tigeren på Frosties kan være på vej ud. Martin Sylvest Andersen

I en mail til CNBC skriver Kelloggs, at de først og fremmest vil lade tegneseriefigurerne træde mere i baggrunden på pakkerne.

Det kan dog også blive aktuelt helt at sløjfe de ikoniske figurer på sigt.

Herudover lægger Kelloggs også op til en mærkningsordning, hvor man tydeligt advarer kunderne mod højt sukkerindhold i nogle af produkterne.

Ændringer på pakkerne kommer til at ske i hele Europa.