En fejl på Matas’ hjemmeside betød, at danskerne fra fredag midnat kunne købe lækre, dyre parfumer til bare 20 kroner.

Mange troede nok, at det var for godt til at være sandt, og det viste det sig også at være.

Matas har nu skrevet ud til kunderne, som benyttede sig af det fordelagtige tilbud, at deres ordrer vil blive annulleret. Det oplyser Elisabeth Toftmann Klintholm, der blandt andet er chef for Corporate Affairs i Matas.

»Vi har sendt en mail til kunderne, hvor vi oplyser, at deres ordre vil blive annulleret. Der er jo tale om en tydelig fejl, og det tror vi også godt, kunderne ved,« siger Elisabeth Toftmann Klintholm.

Denne mail er blevet sendt til alle knap 2.800 danskere som lørdag morgen købte parfumer til 20 kroner.
Denne mail er blevet sendt til alle knap 2.800 danskere som lørdag morgen købte parfumer til 20 kroner.
Vis mere

Så hvis kunderne fortsat vil have parfumerne, kan de købe dem igen med tilbuddet på 20%, som det var tiltænkt.

Men de kan faktisk også benytte sig af lidt ekstra rabat, da Matas har valgt at give de involverede et lille plaster på såret:

»Som en gestus har vi valgt at give 250 Club Matas point til alle, der nu mister deres bestilling. Så har de nogle point, de kan omdanne til ekstra rabat, hvis de går ind og køber parfumen igen.«

Matas kører i denne weekend et tilbud med 20% på alle deres dufte, men en teknisk fejl på hjemmesiden gjorde, at alle parfumer på tilbud kun kostede en flad tyver.

Det var blandt andet denne 50 ml Bioterm duft som lørdag morgen kunne købes for bare 20 kroner.
Det var blandt andet denne 50 ml Bioterm duft som lørdag morgen kunne købes for bare 20 kroner. Foto: Screenshot
Vis mere

Fejlen skete ved midnatstid og blev løst lørdag morgen klokken otte, oplyser Elisabeth Toftmann Klintholm.

»Tidligt lørdag morgen blev vi gjort opmærksomme på fejlen både af egne medarbejdere og af kunder, som kontaktede os, fordi de tydeligt kunne se, at der måtte være et eller andet galt. Derefter gik vi straks i gang med at rette det tekniske.«

På Matas hjemmeside stod der lørdag morgen, at der var fejl i priserne på deres 20% duftkampagne, men efter nogle timer var siden tilbage til normalen.

Der er knap 2.800 Club Matas-kunder, som har nået at købe parfumerne i det korte tidsrum, hvor fejlen stod på.

Sådan så det lørdag morgen ud i Matas online medlemsbutik ClubMatas.
Sådan så det lørdag morgen ud i Matas online medlemsbutik ClubMatas. Foto: Screenshot fra Iphone
Vis mere

En af dem var Mette Høy fra Skjern, som havde købt intet mindre end 40 parfumer, da hun opdagede tilbuddet tidligt lørdag morgen.

Hun er ærgerlig over, at Matas trækker det fejlagtige tilbud tilbage.

»Det er øv, men det er der ikke noget at gøre ved. Hvis man er heldig, så er man heldig,« siger Mette Høy, der nu alligevel har tænkt sig at kigge de rigtige tilbud igennem.

»20 procent er jo også en del at spare, så jeg kunne godt finde på at købe nogle af dem, men det bliver jo nok ikke alle 40.«