Det kan godt være en udfordring at tilsidesætte sin egen smag, når man ser på bolig. Gulvet var måske ikke lige det, man selv havde valgt, og køkkenet er virkelig ikke den stil, man gerne vil have. Men spørgsmålet er, om man kan forhandle om smag.

Boligens æstetiske udtryk kan i hvert fald have en effekt på prisen -og så er det noget, der helt ubevidst påvirker dig, når du træder ind i en bolig. Det fortæller køberrådgiver John Wulff fra Købersmægler til Boliga.

Så hvis du er typen der i jagten på et nyt hjem, forelsker dig i en flot indretning, så er der her nogle gode råd til, hvordan man kan undgå at betale for meget, for noget - der måske bare flot.

Lad dig ikke forføre

Selvom boligen er virkelig flot indrettet i den stil, du godt kan lide, så er det en god idé at forsøge at holde hovedet koldt, når du er på boligjagt:

»Det er klart, at du som køber kan lade dig inspirere af den gode æstetik, men du skal også vide, at du tildels bliver forført af den. Det kan være indretningen, men også rummets overflader: gulve for eksempel, som betyder meget for udtrykket i boligen,« siger John Wulff til Boliga.

»Det, der er vigtigt at undgå, er et sminket lig. Hvis det er flot præsenteret og samtidigt lavet ordentligt, så er det en fryd. Men hvis det er dårligt lavet og bare har fået det, man kan kalde en salgslakering, så er det vigtigt, at man kan se igennem det.«

Husk behov frem for stil

Det kan godt være at boligen, du er ude at kigge på, står knivskarpt og har den indbyggede bogreol, du altid har drømt om. Men er der plads til det barn, der måske kommer om et par år?

»Det bedste råd at lade være med at kigge på de boliger, som man ikke kan bruge, så du ikke ender med at blive forelsket i noget, der ikke er rigtigt for dig,« siger John Wulff til Boliga.

»Selvfølgelig kan man give et hus, man ellers ikke troede på, en chance, men hvis det helt fundamentalt afviger, fordi der er for lidt plads, eller det er ud til en trafikeret vej - og du er støjfølsom, så lad være med at kigge på det, selvom du synes, det ser flot ud.«

Smag kan ikke bruges i forhandling

Man kan måske godt få den tanke, hvis man er ude og kigge på en bolig, hvor der er et 'grimt' køkken, at man vil bruge det til at forhandle om prisen, så man har råd til at lave om. Men det skal man være forsigtig med, ifølge John Wulff.

»Der er jo et smagselement. Bare fordi jeg synes, det er grimt, er der jo nogen, der engang har syntes, at det var pænt. Det må man respektere.«

»Man kan selvfølgelig godt regne det med i sit eget budget over, hvad man er villig til at give for boligen, når man ved, at man i hvert fald vil skifte køkkenet. Men man siger ikke, at noget er grimt eller ikke ens stil til sælger. Det skaber en negativ dialog, der ikke fører til de bedste resultater i en forhandlingssituation,« siger Wulff til Boliga.

Ved at købe bolig? Sådan forhandler du prisen ned