København: Der sker et skred på det danske tv-marked for tiden.

Den 1. april indfører landets tredjestørste tv-distributør, Boxer TV, totalt frit kanalvalg, så man kan købe deres 29 kommercielle kanaler enkeltvis og selv blande sin tv-pakke.

Samme dag forventer landets næststørste tv-distributør, Stofa, at lancere deres bud på frit kanalvalg for deres 80 kanaler. De har endnu ikke offentliggjort en pris.

Det har Boxer TV til gengæld.

»Nu kan vi give danskerne et klokkerent budskab: Hos Boxer betaler du kun for de kanaler, du selv har valgt,« siger administrerende direktør i Boxer TV, Ulf Lund.

Kunderne kommer til at betale 50 kroner fast hver måned plus de kanaler, de vil abonnere på.

Kanalerne koster 29, 39 eller 49 kroner om måneden med undtagelse af TV3+, som koster 99 kroner.

Mindsteprisen bliver altså 79 kroner om måneden, såfremt man vælger en af de billige kanaler, som blandt andet tæller dk4, Disney Channel og National Geographic.

Til 39 kroner om måneden kan man blandt andet få TV 2 Charlie, TV 2 SPORT, TV 2 Zulu og 6'eren.

Til 49 kroner om måneden kan man få TV 2, TV3, TV3 Sport 1 og Kanal 5.

Derudover kan man købe to "pakkeløsninger", som giver mængderabat: Enten 8 valgfri kanaler til en fast pris på 339 kroner om måneden eller alle 29 kanaler til en fast pris på 479 kroner om måneden.

Der er ingen oprettelsesgebyr eller binding, og kunderne får gratis hjælp til installation.

Forbrugerrådet Tænk har tidligere kørt kampagne for frit tv-kanalvalg. Cheføkonom, Martin Salamon, vil ikke tage stilling til Boxers priser, men opfordrer andre leverandører til at byde ind med deres priser på et frit valg.

- Så vidt vi kan se, er der ikke finurlige bindinger på det frie valg hos Boxer. Det er glædeligt for forbrugerne, at barrieren er brudt ned. Nu forventer vi, at de andre leverandører bider til bolle, så der kommer skred i konkurrencen, siger han.

Man kan se Boxer TV's kanaler på ét fjernsyn og registrere kanalerne på fem devices - for eksempel smartphone og tablet. Man kan dog kun se kanalerne på to devices samtidigt. Hvis man vil se kanalerne på flere fjernsyn, skal man købe ekstra kort, som koster et engangsbeløb på 399 kroner per styk.

Har man et ældre fjernsyn - typisk købt før 2011 - uden teknologien DVB-T2, skal man købe en boks til 799 kroner for at tilgå alle Boxer TV's kanaler.

Fakta: Er Boxer billigere end de klassiske tv-pakker?

Hvis man sammenligner prisen på de 8 mest sete kommercielle kanaler i 2015, koster de:

- 339 kroner om måneden hos Boxer for deres 8 valgfri kommercielle kanaler.

- 369 kroner om måneden hos Stofa for i alt 23 kommercielle kanaler. Der kan dog være lokale forskelle i pris og kanaludbud alt efter hvor i landet, man bor.

- 389 kroner om måneden hos Viasat for i alt 35 kommercielle kanaler.

- 419 kroner om måneden hos YouSee for i alt 30 kommercielle kanaler.

- 439 kroner om måneden hos Waoo! for i alt 40 kommercielle kanaler.

- YouSee, Stofa og Waoo! har alle en grad af valgfrihed i deres tilbud.

- Prissammenligningen ser bort fra oprettelsesgebyrer, binding, installation og "goder" som streamingtjenester eller rabat på bredbånd.

- Ifølge Gallup var de 8 mest sete kanaler i 2015: TV2, TV3, TV 2 NEWS, TV 2 Charlie, Kanal 5, TV3+, TV 2 Zulu og TV 3 PULS.

 

/ritzau/FOKUS