Her i Norden er vi stærkt forvænte og stærkt kaffetørstige.
Men vi må til at se i øjnene, at der bliver mangel på den gode kop kaffe, vi er vant til herhjemme – og i stedet vænne os til en dårligere smag på kaffen.
Sådan siger kaffeekspert Minette Rosén til mediet VG.
Hun har selv stået for kaffeindkøb for store virksomheder som Nestlé og Zoégas igennem tre årtier, og hun mærker på nærmeste hold, at »kaffen er under pres«.
I Skandinavien drikker vi nemlig næsten udelukkende kaffe brygget på den fine Arabica-bønne.
Men de delikate, sarte kaffebønner er hårdt ramt af klimaforandringerne, lyder det fra kaffeeksperten.
For det ustadige vejr og nedbrudte jordbrug fortsætter i en sådan grad, at man forventer at måtte have halveret Arabica-kaffehøsten inden 2050.
Så de drastiske forringede vilkår for den fine, populære kaffe kan derfor betyde, at man fremover må vænne sig til at drikke en anden slags kaffe herhjemme.
Nemlig den mere hårdføre Robusta-bønne, lyder det fra kaffeeksperten.
Erstatningen er stærkere i smagen og mere koffeinholdig – og ifølge Minette Rosén »ikke det bedste«.
Derfor gælder det om at nyde kvalitetskaffen på Arabica-bønner, når vi får den, lyder det.
»Vi bliver nødt til at stoppe med at gå på autopilot og tro, at kaffen altid skal koste det samme og smage på samme måde,« opfordrer kaffeeksperten.
