Hundredtusindvis af danske boligejere vil inden for de kommende par år få sat en gylden check direkte ind på NemKonto af skattevæsenet.

Især boligejere i Udkantsdanmark kan se frem til at modtage store beløb.

Allermest er der til boligejere i Odsherred Kommune. Her vil en boligejer, der bor i et såkaldt billigere hus, gennemsnitligt få sat 52.400 kroner direkte ind på kontoen. Skattefrit.

Det viser nye tal fra Vurderingsstyrelsen under Skatteministeriet, som Nordea har bearbejdet.

Den store tilbagebetaling på i alt omkring 14 milliarder kroner til cirka 715.000 boligejere skyldes et eklatant og årelangt svigt hos skattemyndighederne.

Helt tilbage i 2013 fastslog Rigsrevisionen nemlig, at de offentlige vurderinger af danskernes boliger, som ligger til grund for boligbeskatningen, var pilskæve.

Et stort politisk flertal vedtog efterfølgende, at boligejere, der har betalt skat af en for høj vurdering i perioden 2011-2020, skal have pengene tilbage med rente.

Nu er Vurderingsstyrelsen så efter gentagne udskydelser klar med et velfunderet bud på, hvor mange penge boligejerne i de enkelte kommuner skal have tilbage i gennemsnit.

Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Kredit.
Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Kredit.
Vis mere

»Vurderingsstyrelsen har allerede sendt de første vurderinger ud, og efter sommerferien bliver tempoet sat kraftigt op. Mange boligejere har ventet længe på at få tilbagebetalt de penge, de har betalt for meget i boligskatter, men nu går der ikke længe, før pengene rent faktisk også rammer bankkontoen,« siger chefanalytiker og boligøkonom i Nordea Kredit Lise Nytoft Bergmann.

Vurderingsstyrelsen tager udgangspunkt i boligejere, der bor i tre typer huse: et billigere hus, et typisk hus og et dyrere hus.

Nordeas gennemgang af tallene viser, at det er boligejere, der bor i billigere huse, der skal have tilbagebetalt flest penge.

Ud over boligejerne i Odsherred gælder det ejerne af billigere huse i Sønderborg og Vordingborg, der kan forvente at få henholdsvis 41.400 kroner og 38.800 kroner retur fra skattemyndighederne.

Man skal måske hæfte sig ved ordet 'retur'. For der er tale om boligejernes egne penge, som skattemyndighederne gennem ti år uretmæssigt opkrævede for meget.

Desuagtet vil pengene falde på et tørt sted for mange danskere, bemærker Lise Nytoft Bergmann.

»Inflationen er steget kraftigt i 2022, og mange familier kan tydeligt mærke, at det er blevet dyrere at leve, for eksempel i form af stigende priser på varme, el, fødevarer og benzin. Udbetalingen af den for meget betalte boligskat kan derfor være et fint tilskud til at få hverdagen til at hænge sammen,« siger hun.

Også arvingerne i 17.000 dødsboer får nu tilbagebetalt den ejendomsskat, som deres afdøde har betalt for meget siden 2011.

Det er penge, som staten ellers havde tænkt sig at beholde under låg i statskassen, indtil B.T. i en række artikler i efteråret 2020 afdækkede sagen og påviste fejl i Skatteministeriet.

Der er også mange boligejere – typisk i dyre områder som København og Frederiksberg – der har betalt for lidt i boligskat på grund af for lave offentlige vurderinger. Det er politisk besluttet, at de ikke vil blive mødt af et krav om efterbetaling.