2021 var et jubelår for Lyngdorf Familie Holding, der blandt andet står bag HI-FI Klubben.

Det var 2022 ikke.

Tværtimod.

Det skriver Finans.

Årsresultatet er faldet med 70 procent fra 55 millioner kroner sidste år til 16,4 millioner kroner i år.

Virksomheden har fyret 27 medarbejdere og forudser et fald i omsætningen på fem procent til næste år.

I regnskabet skriver ledelsen:

»Overordnet anses udviklingen i koncernens aktiviteter og årets resultat for utilfredsstillende.«

Lyngdorf-familien havde stor succes under coronakrisen, hvor der var stor efterspørgsel på blandt andet hovedtelefoner i de danske hjem.

Ifølge Finans begrunder ledelsen især de dårlige tal med stigende omkostninger til renter, energi og råvarer samt krigen i Ukraine.

Også lydvirksomhederne Dali og SL Audio hører under selskabet Lyngdorf Familie Holding.