Den danske EU-dronning Margrethe Vestager er kendt for at vinde over store virksomheder i kampe til den sidste skattekrone.
Men nu er handsken angiveligt blevet samlet op, og Danmarks EU-darling er blevet udfordret til tvekamp.
Ifølge Computerworld er der nemlig blevet afholdt et møde i Bruxelles, hvor Margrethe Vestager har holdt salon for flere store europæiske batteriproducenter.
Ud over firmaet Northvolt, der har danske Jim Hagemann Snabe siddende for bordenden i bestyrelsen, skal blandt andre Volkswagen have deltaget i mødet.
Ifølge oplysningerne handlede mødet om fremtiden for produktion af batterier i Europa. Og bølgerne er efter sigende ikke gået lavt.
Computerworld skriver, at det store samtaleemne på mødet var at USA lokker med milliarder af kroner, hvis de grønne firmaer flytter til USA.
Derfor mener de store firmaer, at EU også skal lancere en støttepakke til virksomheder der bidrager til grøn omstilling.
Det har ikke været muligt at få oplyst, om EU har tænkt sig at give efter for kravet, og øge støtten til batteriproducenterne.
Northvolt åbnede i 2022 en såkaldt giga-fabrik i Sverige, der er over 500.000 kvadratmeter stor, og har mere end 600 ansatte.
Firmaet oplyser selv, at de regner med at ansætte 1000 flere på fabrikken i 2023.