Der er nedtrukne gitre så langt øje rækker. Gule ‘ophørsudsalg’-skilte. Og næsten så stille, at man kan høre en knappenål falde til jorden.

Det center, som åbnede i 1972 som Jyllands første overdækkede shoppingcenter, og som stod til en lysende fremtid, er nu i frit fald. Et decideret spøgelsescenter. 

To tredjedele af butikkerne er lukket – og så sent som tirsdag meddelte supermarkedsgiganten Føtex også ud, at kæden til august lukker deres forretning i City Vest.

En melding, som ifølge ekspert i detailhandel Bruno Christensen er afgørende.

»Det er et stempel, som fortæller, at centret ikke har nogen fremtid som butikscenter,« siger han kontant.

Da centret åbnede i 1972 var der store drømme. 

Nu skulle aarhusianerne have et fantastisk storcenter. Men som årene gik, blev centerets skæbne stadig mere dyster.

For centret har været ramt af massiv krise. Kunderne forsvinder, butikkerne lukker en efter en. 

Foto: Foto: Nicklas Larsen
Vis mere

Det var TV 2 Østjylland, der tilbage i november kunne fortælle, at hele 40 ud af 65 butikker i shoppingcentret stod tomme.

Flere faktorer spiller ind i City Vests dystre historie, mener Bruno Christensen.

»Centret har aldrig fået fat i de aarhusianske forbrugere på den måde, som det var nødvendigt for, at det kunne blive en god økonomisk forretning for alle butikkerne i centret. Samtidig er der sket en udvikling andre steder i Aarhus,« siger han og uddyber:

»Der er kommet Storcenter Nord, der er et stort og velfungerende center. Man har fået udvidelser i både Veri Center og Viby Centret, og endelig fået Bruuns Galleri inde i byen. Aarhus bymidte er også blevet stærkere. Når de ting lægges sammen, så får man et center, der aldrig nogensinde har fået tag i aarhusianerne.«

På B.T.s tur rundt i centret ser vi flere kunder gå ind i de åbne forretninger og spørge, om de har tænkt sig at lukke.

En af dem, der nægter at lade sig skue trods den usikre fremtid og krise i City Vest, er butiksejer Mohammed Eissa. Han driver Den Syriske Skrædder på fjerde år.

»Jeg kommer ikke til at lukke. Vi bliver her,« siger han og fortsætter:

»Jeg flyttede min butik hertil, fordi det er et større lokale, fordi der er gode parkeringsmuligheder, og der kom mange folk i centret. Det gør der ikke mere. Vi må se, hvordan det går med centret.«

Mohammed Eissa driver Den Syriske Skrædder i City Vest, og han kommer ikke til at lukke sin forretning.
Mohammed Eissa driver Den Syriske Skrædder i City Vest, og han kommer ikke til at lukke sin forretning. Foto: Foto: Nicklas Larsen
Vis mere

De senere års markante fald i kundestrøm har fået konsekvenser på stribe. Men på trods af lukninger blev City Vest solgt til entreprenør- og byudviklingsvirksomheden A. Enggaard i december.

Og netop entreprenør- og byudviklingsvirksomheden skal da også se sig nødsaget til enten at lave City Vest om til noget andet eller jævne det med jorden, lyder det fra Bruno Christensen.

»Jeg tror ikke, man finder et center noget andet sted i Danmark på den størrelse, som har været igennem den her udvikling og er endt der, hvor man er i dag. Så det er da en katastrofe for hele den idé, der var med at lave centret. Det har slået fuldstændig fejl, må man sige,« siger Bruno Christensen.

B.T har rakt ud til A. Enggaard, efter Føtex tirsdag meddelte, at 42 års æra slutter ved udgangen af august. 

Beslutningen ærgrer A. Enggaard. Uden et supermarked som Føtex kommer City Vest til at mangle et trækplaster, mener afdelingschef hos A. Enggaard Jens Skinnebach.

»Der er ingen tvivl om, at det vil mindske kundestrømmen, fordi det er en ankerbutik og et trækplaster. Jeg tror, der i en periode vil være lidt færre kunder, og der vil vi selvfølgelig arbejde på at gøre det bedst muligt for de resterende butikker. Derfor vil vi også gå i dialog med dem for at drøfte fremtiden,« siger han og tilføjer:

»Vi tror på, at tiden er løbet fra City Vest i den nuværende form. Vi tror ikke på et center som destination-center som det tidligere har været. Vi tror måske på det i en anden form, men det kan vi ikke komme nærmere ind på på nuværende tidspunkt, fordi der skal igangsættes en borgerinddragelsesproces, som skal ligge til grund for det videre arbejde med en udviklingsplan for hele området.«