Nu er der under to uger til, vi hånd i hånd skal danse rundt om juletræet.
Men priserne for juletræer svinger gevaldigt. Se her, hvor stor prisforskellen er mellem landsdelene for et almindeligt juletræ til stuen.
»Juletræer kan koste under 100 kroner i provinsen og over 500 kroner, hvis du er inde i København, men gennemsnittet for juletræer til stuen er 200 kroner,« siger Claus Jerram Christensen, som er direktør i brancheforeningen Danske Juletræer.
Lad os eksempelvis se på prisen for et juletræ i Grøntbørsen på Tarp Hovedvej i Esbjerg.

Her koster et juletræ på 230 centimeter, altså den normale standardhøjde til stuen, 199 kroner.
Til sammenligning vil et juletræ på cirka to meter koste 500 kroner hos den forhandler, der står midt på Kongens Nytorv i København og sælger juletræ ved siden af de andre juleboder.
Her er prisen for et juletræ nemlig sat til 250 kroner per meter.
Det betyder altså, at prisen i København i det konkrete eksempel er over dobbelt så højt for et almindeligt juletræ som i landets femtestørste by.

»Jamen, det lyder jo som om, at dem i København bliver taget gevaldigt ved næsen, når de køber et juletræ. Den pris forhandlerne kræver ville jo ikke gå her i Jylland. Hvis jeg satte til de høje priser, så ville det ikke være mange juletræer, jeg fik solgt,« siger Flemming Hansen, der er indehaver af Grøntbørsen i Esbjerg.
Spørgsmålet er så, hvorfor der er den prisforskel.
Hos juletræshandleren på Kongens Nytorv, var der ikke nogen kommentarer fra den medarbejder, der mandag eftermiddag stod for salget.
Direktøren for Danske Juletræer har den her forklaring på den store prisforskel:
»Når du står midt i København skal du jo have hegn, som du skal leje, og du skal måske have tyverisikring, så ingen løber med dine træer. Og så skal du jo nok have lønnet arbejdskraft til at sælge dine træer,« siger Claus Jerram Christensen.
Kunde: Mange penge
På Kongens Nytorv mødte B.T. 58-årige Per Jønsson, der var ude for at se på et muligt juletræ.
»Man betaler selvfølgelig en højere pris her inde i storbyen, og vi har ingen bil, så vi er nødt til at købe et her. Men jo, det er da mange penge for et juletræ,« siger han.
70-årige Mette Monsrud fra Hillerød var også forbi juletræshandleren, og hun vil hellere selv fælde et juletræ.
»Det er selvfølgelig dyrere her inde i byen end ude på landet. Jeg og min mand fælder selv juletræer, da det er tradition. Men skulle jeg købe et, ville jeg undersøge, om ikke jeg kunne få et lidt billigere end til 500 kroner,« siger hun.
Det er dog ikke kun hos juletræshandleren på Kongens Nytorv, at priserne i hovedstaden er langt højere end på den anden side af Storebælt.
Køber du dit træ i Torvehallerne på Israels Plads, på Jægersborgsgade på Nørrebro eller fra Østerfælled Torv på Østerbro er prisen på cirka to meters højde helt op til 660 kroner, skrev jv.dk sidste år.
Billigt i byggemarkeder
Der er selvfølgelig også den mulighed ikke at købe et juletræ ved en forhandler på gaden, men eksempelvis i stedet købe det i et byggemarked.
Her er priserne markant billigere.
Eksempelvis sælger byggemarkedet Jem & Fix juletræer af slagsen Nordmannsgran fra 180 til 240 centimeter for 88 kroner.
Hos byggemarkedet Harald Nyborg sælges Nordmannsgran fra 150 til 200 centimeter. Her er prisen 85 kroner.
Begge bygemarkedet skriver på deres hjemmesider, at man skal tage ud i butikken for at hente juletræerne. Altså kan de ikke leveres til ens hjem.
Det kræver altså, at man - modsat Per Jønsson - har en bil til rådighed.
