Lyt til artiklen

Brunkager, pebernødder, vaniljekranse og æbleskiver.

Julen består af mange forskellige godter, og danske Karen Volf er en storaktør på det danske marked. Men i år vil juleklassikerne være anderledes.

Det skriver Finans, der har sammenlignet produkterne med sidste år via online arkiveringstjenesten Wayback Machine.

Indholdet i juleklassikerne er nemlig blevet gjort mindre.

Det betyder blandt andet, at der fremover vil være færre æbleskiver i posen. Sidste år lå antallet på 20 stykker, men er faldet med to i år.

Også alle de populære julekager har Karen Volf givet et hug.

Alt fra brunkager, vaniljekranse, jødekager og pebernødder indeholder nu færre gram end samme måned sidste år.

Mediet Finans har forsøgt at tage kontakt til Bisca, der står bag Karen Volf, og spurgt, hvorfor man har ændret på de populære æbleskiver og julekager.

Bisca svarer, at de i øjeblikket har for travlt til at svare.

Det er dog ikke den eneste juleklassiker, som er i centrum for tiden. Også flæskestegen er oppe at vende – dog af helt andre grunde.

Der har nemlig i de seneste år været regulær priskrig på flæskesteg, og i år bliver ikke anderledes.

Det forudsiger Jais Valeur, der er topchef i Danish Crown, i hvert fald over for Avisen Danmark.

»Vi kan se de ordrer, der bliver lagt ind, og derfor tør jeg godt at sige, at der også bliver konkurrence om flæskestegen i år,« siger han.