Medier i Vesten har de seneste dage været præget af jubel, efter den ukrainske hær har tildelt Rusland et markant nederlag på slagmarken i Kharkiv-regionen.

Troen på, at Ukraine vinder krigen, tager til. Men hvad betyder udviklingen for el- og gaspriserne, som er blæst kraftigt i vejret på grund af selvsamme krig?

Ved siden af krigen på slagmarken kører en økonomisk krig mellem Vesten og Rusland, som de seneste uger har fået Rusland til helt at lukke for gastilførslen til Europa via Nord Stream 1.

Det har bidraget til voldsomt høje el- og gaspriser i Europa og Danmark og spredt skræk og rædsel for voldsomme regninger til vinter.

Spørgsmålet er: Betyder sejre til Ukraine på slagmarken, at det økonomiske pres på forbrugerne bliver mindre?

»Det kan gå to veje herfra. Den ene er, at russerne er kommet under så stort pres, at de åbner for gassen igen, fordi de mangler penge. Og så vil gasprisen nok falde,« siger Flemming Splidsboel Hansen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier:

»Den anden er, at Rusland nu øger presset på Europa ved at lukke helt af for al gastilførsel – også de rør i Ukraine, de fortsat leverer lidt igennem. Ideen med det vil være at synliggøre, hvor koldt og hvor mørkt og dyrt, støtten til Ukraine bliver.«

Flemming Splidsboel Hansen mener, det lige nu »er uklart«, om Ukraines sejr i Kharkiv ændrer Ruslands holdning til gastilførslen.

Overordnet er der dog ikke meget, der tyder på, at militære nederlag får Rusland til at sende mere gas, vurderer Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank.

»Så længe det her står på, vil der være sanktioner over for Rusland. Og så længe der er sanktioner, vil forsyningen af gas fra Rusland være ustabil. Så længe der er ustabil gasforsyning, vil vi se vilde udsving i el- og gaspriserne,« siger Søren Kristensen.

Selv ikke hvis Ukraine besejrer Rusland totalt på slagmarken, er det sikkert, at det vil hjælpe på el- og gasregningerne.

»Det kommer meget an på, hvordan et nederlag til Rusland ser ud. Kommer der en fredsaftale, hvor vi gerne vil handle med Rusland, er jeg overbevist om, at russerne sender mere gas. Og så vil vi få meget lavere priser,« siger Søren Kristensen:

»Men lige nu er gassen det eneste pressionsmiddel, Rusland virkelig har mod Europa. Så forventningen i markederne er, at priserne vil være høje længe endnu.«