Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

For 38-årige Jesper Nielsen har de omfattende prisstigninger, danskerne er blevet ramt af de seneste måneder, været en stor mundfuld.

Så stor, at han slet ikke forstår, at han fortsat står alene med den byrde, prisstigningerne pålægger hans familie.

Jespers samlever kører 60 kilometer om dagen for at komme til og fra arbejde, og deres søn går på efterskole og skal derfor også køres med jævne mellemrum.

Derfor har de voldsomt stigende benzinpriser ramt husstanden i Lemvig benhårdt.

»For os er det 500 kroner mere om ugen for brændstof. Vi sparer på det, vi kan. Madbudgettet kan vi godt holde i skak. Men der er ikke noget alternativ til benzin. Vi kan ikke bare holde op med at køre på arbejde,« siger Jesper Nielsen:

»I Sverige og Tyskland har man sænket afgifterne. Hvorfor kan vi ikke gøre det samme her?«

I Danmark har politikerne på Christiansborg taget stilling til, om man skal fjerne afgifterne på benzin og diesel for at imødegå inflation. Det blev et stort nej.

Jesper Nielsen klandrer politikerne for at være for passive.
Jesper Nielsen klandrer politikerne for at være for passive.
Vis mere

Også forslag om at fjerne moms på fødevarer har fået nej fra regeringen.

Og da DR søndag kunne bringe tal fra Finansministeriet, der viste, at Danmark er blandt de lande i Europa, som har brugt den mindste andel af BNP på inflations-hjælpepakker, erklærede finansminister Nicolai Wammen sig ‘stolt’ af den placering.

»Det er fordi, vi på den ene side gerne vil hjælpe dem, der er hårdest ramt, men vi samtidig vil gøre det på en måde, hvor vi ikke kaster benzin på inflationsbålet,« sagde Nicolai Wammen til DR.

Med andre ord: Regeringen er bange for, at hvis man stimulerer økonomien ved at sænke afgifter eller moms, så styrker man efterspørgslen og puster inflationen yderligere op.

Men ude i Danmark sidder stadig flere danskere og ser mod Christiansborg i håb om, at der snart kommer noget hjælp, som kan mindske den økonomiske byrde af de stigende priser.

Og Jesper Nielsen er altså en af dem.

»Jeg håber bare, at de kan sænke afgifterne, så priserne kommer ned på det niveau, de havde før. Så passer det med de budgetter, folk har lagt,« siger Jesper Nielsen.

På trods af, at det ikke ligefrem er væltet ud med hjælpepakker fra Christiansborg, har regeringen flere gange sagt, at den følger situationen tæt og med stor alvor.

Men det giver Jesper Nielsen ikke meget for.

»Jeg forstår ikke, at politikerne ikke kan se det. Det er alt for passive. De sidder bare og afventer situationen og gør intet,« siger Jesper Nielsen:

»De er meget lukkede, der er ingen kommunikation. Jeg føler ikke, at de lytter til almindelige danskere længere.«

Andre læser også