Da YouSee og Discovery i efteråret 2019 endte i en konflikt, som resulterede i, at alle Discoverys 11 tv-kanaler forsvandt fra YouSees univers, cirklede resten af Danmarks tv-udbydere som sultne gribbe. For dem blev konflikten en mulighed for at kapre YouSee-kunder.

En af de gribbe var Telia Tv. Her slog man stort op i reklamer, at kunderne bare kunne komme over til Telia og få Discoverys kanaler. Men nu kan det ende med en lang næse, hvis du fulgte det råd.

Telia er nemlig endt i samme situation, som YouSee gjorde med Discovery.

Telia og Discovery har forhandlet om at forlænge kontrakten, som udløber om ganske få dage, og de forhandlinger er nu ved at køre af sporet.

Telia har derfor sendt et varsel ud til kunderne. Hvis ikke forhandlingerne lander positivt, forsvinder Discoverys kanaler fra Telia Tv allerede den 3. marts.

»Jeg er tosset over det her. Jeg synes, det er ualmindelig urimeligt, at vi kun en uge før får sådan en besked,« siger 71-årige Jan Thorslund fra København.

Han har haft Telia Tv i længere tid og er især vred over, at han får så kort en varsling.

»Det bør jo ikke være lovligt at varsle så store ændringer med så kort tid. De siger, at der vil komme andre kanaler i stedet for, men dem har jeg ikke brug for. Jeg er sportsmand. Jeg har Discovery på grund af fodbold. Det er det, jeg vil se.«

Hos Telia forklarer man, at alt håb ikke er ude endnu, men at man alligevel har valgt at orientere kunderne, fordi kontrakten er meget tæt på at udløbe.

»Vi forhandler stadigvæk med henblik på at finde en løsning. Vi har trukket udmeldingen til kunderne så længe, vi kunne, fordi vi havde et håb om at nå til enighed. Men nu er vi så tæt på, at vi er nødt til at komme med en melding,« siger Mads Houe, pressechef for Telia i Danmark.

Men hvorfor give kunderne så kort varsel?

»Vi har vurderet, at det ikke gav mening at melde det for to måneder siden og skabe potentiel forvirring i markedet. Det er stadigvæk en sandsynlighed for, at vi finder en løsning.«

Hos Discovery forklarer man i en mail til B.T., at man har forhandlet distributionsaftaler med både Telenor, Canal Digital og Viasat, og at man fortsat er åben for at lave en aftale med Telia og GET på nordisk plan.

'Men det skal ske på rimelige vilkår. Som situationen er nu, forlanger Telia at betale mindre for vores indhold end resten af markedet. Det passer heller ikke, at vi vil begrænse valgfriheden for deres kunder, som de påstår. Tværtimod,' skriver Christian Kemp, administrerende direktør for Discovery Networks i Danmark, i en mail:

'Vi er ærgelige over situationen på vores kunders vegne. Vi vil gerne finde en løsning sammen med Telia.'

'Men bestemmer de sig for at fjerne vores kanaler, har seerne gode muligheder for at se vores indhold direkte på Dplay, eller hos de andre TV-distributører. Vi lever heldigvis i en tid, hvor tv-seerne har flere valgmuligheder end nogensinde før.'