Microsofts globale it-sikkerhedschef, Chris Jackson, skriver i et blogindlæg på Microsofts egen hjemmeside, at de ikke lever op til den udvikling, som findes andre steder på internettet, og at Microsofts 'udviklere ikke tester Internet Explorer nu om dage'.

Om Chris Jackson spiller fallit, eller om han spiller med åbne kort, er til diskussion. For afslutningsvis skriver han i blogindlægget: 'Som nye apps vinder frem og med større hyppighed, vil vi gerne hjælpe med, at du ikke går glip af den progressive, større del af internettet.'

Med andre ord: Vores browser, Internet Explorer, forældes i takt med, at alt omkring den bliver bedre. Så lad være med at bruge vores browser.

Som mågestellet, der kun gæstes af nullermænd i hjørneskabet, ligger browseren Internet Explorer gemt og glemt i pc'ens søgefunktion.

I mellemtiden tordner Chrome frem, og på de nyeste Pc'er med Windows 10 og opefter er den såkaldte Edge sat som standard-browser.

At Explorer ikke længere er med på beatet, kom til udtryk, da Microsoft kort før jul udgav en nød-opdatering grundet fejl, skriver Newsbreak.dk.

Den akutte opdatering kom efter, at hackere angiveligt skulle have haft let ved at stjæle personlige oplysninger fra folk, som brugte Internet Explorers version 9, 10 og 11, samt installere software, læse og slette data.

Den ærlige anbefaling fra Microsoft om at bruge andre browsere kommer efter flere års nedtur for netop Internet Explorer.

I slutningen af 2018 kunne Computerworld.dk fortælle, at Internet Explorer på kun fire år havde mistet 84 procent af deres browser-markedsandel.

Blot inden for ét år er Explorers markedsandel faldet med 3,72 procentpoint, så de i dag ligger på 7,94 procent. Til sammenligning har Chrome hele 67,29 procent af browser-markedet. Det fremgår af tal fra IT-analysehuset Net Applications.

På bt.dk tegner der sig et lignende billede. Kun 4 procent af vores nyhedslæsere bruger Internet Explorer.

I Microsoft-blogindlægget spørger Chris Jackson retorisk: 'Så hvorfor er det så vigtigt, at vi spejlvender vores holdning? Fordi, hvis ikke vi gør det, så vil du ende i en ubelejlig situation - og formentlig før du aner.'