Da tilbudsaviserne fra landets supermarkeder landede onsdag og torsdag morgen, tog et klart mønster hurtigt form.

Hos Fakta var forsiden præget af slagtilbud på Filur- og Twister-is, hos Netto var det isvafler, hos Aldi var det Snickers-is, hos Rema 1000 var det ispinde, hos Meny var det Magnum, og sådan blev det ellers ved. Danskerne blev tæppebombet med tilbud, hvor en kasse is kan hentes for en flad 10’er eller 20’er.

En iskrig er nemlig i fuld sving. Ikke kun fordi solen skinner, men også fordi danskerne de seneste måneder har vist helt ekseptionel interesse for at spise is.

»Det ser ud, som om 2020 bliver et rekordår. Både i april og maj lå salget af is 20 procent højere end sidste år. Hvis sommeren bliver lige så lang som 2018, så slår vi rekord,« siger Lars Aarup, analysechef i Coop, der driver Kvickly, Fakta, Brugsen-kæderne og Irma.

Også hos Rema 1000 og Dagrofa, der driver Spar, Meny og Letkøb-kæden, har man oplevet stigninger i salget af is.

Allerede i april lå salget af ispinde i Dagrofa-kæden dobbelt så højt som året forinden – især i Meny var salget eksploderet.

Og nu kæmper kæderne så om at stille danskernes is-sult med storstilede slagtilbud på varer fra deres hastigt voksende is-sortimenter.

»Og tro mig: De her tilbudskampagner virker. Is er i meget høj kurs i disse dage, og hvis du kan få en kasse is for 20 kroner, så er vi der med det samme,« siger Bruno Christensen, ekspert i detailhandel:

»Men det er et relativt nyt fænomen. Historisk har is ikke haft nogen stor betydning i supermarkerne, men de seneste år har vi set en stor vækst i, hvor meget is man har i butikken, og hvor meget man spiller på det i tilbudskampagner. Is har fået en større betydning.«

Også hos Salling Group, der driver Netto, Føtex og Bilka, oplever man danskernes stigende appetit på is.

»Hvis vi tager det procentvis, så stiger salget af is år for år,« forklarer Kasper Reggelsen, pressechef for Salling Group:

»Og det er over hele linjen, der er vækst. Det er både salget af stykis, literis og multi-pakker, der vokser.«

Magnum - og alle is, der ligner den - er populære i Danmark.
Magnum - og alle is, der ligner den - er populære i Danmark.
Vis mere

Men hvad er det så for nogle is, vi spiser?

Det kommer meget an på sæsonen, lyder det fra kæderne.

For selv om vi egentlig spiser literis hele året, så sker der en udvikling, lige så snart solen begynder at præge landskabet.

»Om sommeren bliver det mere sæsonpræget. Der sælger vi en del flere ispinde og isvafler og is enkeltvis,« forklarer Jonas Schrøder, kommunikationschef for Rema 1000.

Det mønster ser man også hos Coop og Salling Group.

»Bægere med is spiser vi hele året, men salget af ispinde bliver virkelig skruet op om sommeren, og bokse med tre-fire is er noget, der rykker,« siger Lars Aarup, analysechef i Coop:

»Alt, der minder om Magnum, sælger godt. Vanilleis med chokoladeovertræk er danskerne glade for.«

Også hos Salling Group er salget af 'klassikere' stort om sommeren. Kasper Reggelsen nævner specifik Astronaut-is og Twister-is som noget, der går godt.

Og så er der en tydelig tendens på, hvad der kommer på mode i år, forklarer både Coop og Salling Group.

»Moden skifter lidt, men det er meget slik, der præger tendenserne. På et tidspunkt skulle der lakrids i al is - nu er det karamel. Saltkaramel er meget populært lige nu,« siger Kasper Reggelsen.