Flere banker kan komme i uføre, og vi har endnu ikke set de sidste problemer som følge af den høje rente.

Det vurderer flere eksperter, som Dagbladet Børsen har talt med.

»Jeg tror, at der er mere i vente, indtil vi når et vendepunkt i pengepolitikken,« siger investeringsdirektør i Kirk Kapital, Teis Knuthsen, til avisen.

Den seneste tid har centralbankerne sat renten markant op, og flere banker har fået problemer. Nogle har endda måtte give op.

Blandt dem den amerikanske bank SVB.

I denne uge oplevede den schweiziske storbank Credit Suisse et historisk fald på børsen og blev overtaget af konkurrenten UBS.

Og det er alt for tidligt at ånde lettet op, mener Teis Knuthsen.

Heller ikke Thomas Juul-Larsen, administrerende direktør og partner i Mermaid Asset Management, mener, at det værste er overstået endnu.

Han forventer flere eksempler og maner til forsigtighed. Frygten er simpelthen en recession, konkluderer han.

De to bankkrak i USA og rystelserne i den schweiziske storbank har skabt voldsom uro på de finansielle markeder.

Centralbankerne har meddelt, at de bliver ved med at hæve renten, indtil inflationen er under kontrol.

Derfor er det heller ikke usandsynligt, at renten kommer til at stige endnu mere.