»Der er et problem. Aperol Spritz er faktisk ikke god.«

Sådan skrev forfatter og madstylist Rebekah Peppler i en klumme i New York Times torsdag - og satte dermed fut i internettet.

Det er nemlig langt fra alle, der er enige i den hårde medfart, hun giver den - tilsyneladende - folkekære drik.

'Drinken, der serveres i store vinglas og indeholder sukkersøde aperitif blandet med prosecco af lav kvalitet og en overdimensioneret skive appelsin, minder mig om at drikke en Capri Sun efter fodboldtræning på en varm dag. Og ikke på en positiv måde,' skriver hun blandt andet i klummen i New York Times.

Slutteligt konstaterer hun, at drinken ganske enkelt ikke er god.

Det er dog ikke en dom, der falder i god jord hos alle. Efter udgivelsen af klummen, satte adskillige Twitter-brugere sig nemlig til tasterne for at komme den populære drink til forsvar.

Magasinet 'Food & Wine' tweetede blandt andet 'Team Aperol Spritz forever,' og delte en video, hvor de viser, hvordan drinken laves.

'Flere fake news fra svigtende New York Times,' skrev komikeren Brandon Wardwell.

Det var ikke kun amerikanere, der var fortørnede over Rebekah Pepplers klumme.

Den Londonbaserede Buzzfeed nyhedsredaktør, Alberto Nardelli, kaldte blandt andet klummen '2019s værste holdning.'

Dog er den britiske Tv-kok Nigella Lawson på Rebekah Pepplers hold.

'Jeg er enig med NY Times. Hvorfor vil man drikke en Aperol Spritz, når man i stedet kunne drikke Campari eller endda bare Americano,' skriver hun på Twitter.