Det rumler og ulmer omkring Viaplay lige nu, efter koncernen er blevet kastet ud i en massiv økonomisk krise med milliardunderskud, et kollaps i aktiekursen og masseafskedigelser i koncernen.
Torsdag kom Viaplay med en plan for fremtiden, og i den forbindelse lød det blandt andet, at et salg af Viaplay Group kan komme på bordet. Det fik med det samme rygterne om potentielle købere til at svirre.
Torsdag aften meldte den første køber sig så.
Franske Canal +, som er til stede på 50 markeder og har 25,5 millioner abonnenter, købte 12 procent af Viaplays aktier.
»Det er et stort opkøb, men efter kursfald har det kun kostet lidt over 300 millioner svenske kroner. Det her gør Canal+ til storejer i Viaplay,« siger Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.
Per Hansen henviser til, at aktieværdien hos Viaplay siden starten af juni er faldet med hele 82 procent.
Hverken Viaplay eller Canal+ har meldt præcist ud om opkøbet, men ifølge The Verge har Canal+ længe haft ambitioner om at skabe en europæisk streaming-gigant og ser måske Viaplay som en oplagt mulighed i den proces.
»Det kan være en finansiel investering for at sikre, at Viaplays nedsmeltning ikke bliver så grel, at det bliver en udfordring for hele markedet. Men det kan også være udtryk for, at Canal+ er interesseret i at købe hele selskabet,« vurderer Per Hansen.
Claus Bülow Christensen, digital analytiker og arrangør af Copenhagen Tv Future Conference, vurderer lige nu og her, at det er sandsynligt, at Viaplay bliver opkøbt.
»Jeg synes, det er tæt på at være chokerende, det der er sket med Viaplay de seneste uger. Der har været rygter om, at det ikke gik så godt, men at det står så slemt til, er en stor overraskelse,« siger Claus Bülow Christensen:
»Lige nu, synes jeg, det mest peger i retning af, at Viaplay bliver solgt. Og den slags processer kan godt gå ret hurtigt.«
Han forklarer, at der i noget tid har været rygter om en potentiel køber af Viaplay Group.
»På rent rygtebasis har Amazon Prime været nævnt som en aktør, der har stået på spring til at købe Viaplay Group. De har kørt en aggressiv udrulningspolitik i andre europæiske lande. I England og Tyskland har de sat sig på en del sportsrettigheder,« siger Claus Bülow Christensen:
»Jeg tror ikke på spillere som Apple, Google og Netflix. DAZN er en aggressiv tjeneste, som forsøger at skabe en form for Netflix for sport, så det kunne også være en mulighed. I Danmark vil jeg nok pege på Nuuday, men jeg tror heller ikke rigtigt på det.«
B.T. har kontaktet Nuuday, Amazon og DAZN for at spørge ind til, om de er inde i forløbet omkring potentielt opkøb af Viaplay eller dele af Viaplays rettigheder.
Både Nuuday og DAZN har svaret, at de ikke har nogen kommentarer.
Amazon var ikke vendt tilbage, da denne artikel blev publiceret.
Viaplay har, i skrivende stund, endnu ikke kommenteret Canal+-opkøbet af deres aktier.