Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

I 2020 blev der sat rekord. Den rekord blev slået i 2021. Og i 2022 fortsætter kurven opad.

Interessen for brugte biler er tårnhøj hos brugtbilsforhandleren Bilbasen.dk. Og salgspriserne følger med.

Så går du og spejder efter en nyere brugt bil, er det en god idé at læse med her – for der kan være hjælp at hente.

Tal fra Bilbasen.dk viser, at prisindekset på brugte biler alene fra februar til marts er steget med 3,3 procentpoint. Det er den største stigning, der nogensinde er registreret.

»Liggetiden for en bil, der for halvandet år siden var vanskelig at få solgt, kan i dag sælges på to måneder,« siger Jan Lang, der er markedsanalytiker hos Bilbasen.dk.

»Markedskræfterne er i spil, så priserne følger med op. Men selvom priserne stiger med efterspørgslen, så kan vi faktisk ikke følge med. Det er en kæmpe udfordring for branchen.«

Det er alle biltyper, der er i høj kurs. I særdeleshed el- og plugin-hybridbiler, men også benzin- og dieselbiler.

»Vi står i en helt særlig situation, hvor efterspørgslen på nyere brugte biler (under to år, red.) kun bliver større og større,« siger Jan Lang.

Men er det så et dårligt tidspunkt at gå på jagt efter en nyere brugt bil? Svaret er – måske overraskende – nej.

»Priserne kommer til at fortsætte med at udvikle sig. De tal, vi forventede at ramme efter et halvt år, ramte vi på et kvartal. Og der er ikke noget, der tyder på, at den udvikling kommer til at forandre sig,« siger Jan Lang.

»Det kommer til at betyde stigende priser for forbrugerne. Derfor er der kun én ting at gøre, hvis man har planer om at købe en bil – så skal man gøre det nu.«

Og her kommer vi så til det lille hul i markedet, der måske kan være nyttigt for forbrugerne.

»Sælger man sin bil for ikke at købe en ny bil, så er det helt genialt. Men sælger man for eksempel for at købe en nyere brugt bil, så skal man huske, at de jo også er steget i pris,« siger Jan Lang og fortsætter:

»Men lige nu kan man få en højere pris for en benzin- og dieselbil end tidligere, så sælger man sådan en og i stedet køber en brugt elbil, vil man – selvom også disse er steget i pris, på grund af de billigere driftsomkostninger – på sigt spare penge.«

Årsagen til den store interesse i brugte biler er blandt andet forstyrrelser i forsyningskæder, chipmangel og den aktuelle mangel på delkomponenter. Det skaber leveringsproblemer hos bilproducenterne af nye biler.

Det har skabt et nybilsmarked, hvor udbuddet – og ikke efterspørgslen – er den styrende faktor. Det viser en ny analyse fra Bilbranchen.

»Udfordringerne med produktionsvilkår og leveringen gør, at der er lang ventetid på biler, hvis du går ind og køber en ny bil hos en bilforhandler. Derfor er der mange, der tyer til den nyere brugte bil, der er tilgængelig på lageret,« siger Jan Lang.

»For efterspørgslen på nye biler er fortsat stor, men udbuddet er faldende. Og så stiger salget på de brugte biler – og det kommer til at fortsætte.«

Andre læser også