Det er langt fra usædvanligt, at danskere må slippe mellem 35 og 50 kroner for noget varmt at drikke på en dansk kaffebar. Et prisleje, som flere undersøgelser har vist, er verdens højeste.

Den tilstand forsøger en ny kaffekæde nu at skyde en torpedo ind i, og det er mildest talt ikke populært blandt konkurrenterne.

Det er konceptet Coffee Ten, der så småt er gået i gang med at forsøge at ruske op i det danske kaffemarked.

Konceptet er simpelt: I stedet for kaffe til knap 40-50 kroner, koster det 10 kroner for en kop. Konceptet er på få måneder rullet ud i Odense, Aalborg og senest Aarhus, skriver TV 2 Østjylland.

Og i Aarhus får Coffee Ten en særdeles varm velkomst - i form af en sviner.

Det er en af de etablerede spillere i byen, Søren Stiller, der er kaffemester på kaffebaren Great Coffee, som leverer bredsiden.

»Jeg synes bare, de er nogle idioter. Jeg synes, det er noget værre bras. Det er ligesom at åbne en Tiger-butik og så få kunderne til at tro, at de køber kvalitet,« siger Søren Stiller til TV 2 Østjylland.

Hos ham og Great Coffee koster en kop kaffe nemlig mellem 35 og 45 kroner.

Og han mener, at Coffee Ten underbyder markedet med billig kaffe ved at dumpe prisen hele vejen rundt.

Det afviser Coffee Ten dog.

Her forklarer Søren Busch, en af initiativtagerne til Coffee Ten, at kaffen er lavet af baristaer, at den er CO2-netral, og al emballage er bæredygtigt.

Folkene bag Coffee Ten har flere gange slået på tromme for, at der er behov for en debat om, hvorfor priserne for en kop kaffe i Danmark er så høje.

»Priserne på en kop kaffe i bybilledet er jo stukket fuldstændigt af, særligt i landets større byer. Vi vil hellere sælge 500 kopper kaffe til 10 kroner end 100 koppe kaffe til 50 kroner,« udtaler Christoffer Andersen, en af folkene bag Coffee Ten i Aarhus Stiftstidende:

»Vi gør det uden at gå på kompromis med kvaliteten. Det er langt fra kedelig eller almindelig kaffe, men reel og virkelig god kaffe lavet af fine, fornuftige varer.«

Søren Stiller fra Great Coffee i Aarhus frygter dog ikke at miste en masse kunder til det noget billigere Coffee Ten.

Han er nemlig overbevist om, at hans kunder er opdraget til at sætte pris på god kvalitet - og derfor vil undlade at besøge den nye spiller i byen.