En trist nyhed er blevet offentliggjort i Vestjylland.
Et af de store, populære markeder, som i starten slog sig op på salg af heste, må nu takke af.
Korskro Hestemarked kan ikke få det til at løbe rundt, kan man læse på markedets Facebookside.
Deres opslag starter med linjerne 'Kære alle. Dette er en svær besked at skrive', og så uddyber de, hvorfor de må lukke markedet.
»Der bliver desværre ikke noget Korskro Hestemarked i 2024. Fjernelsen af store bededag, det generelt faldende antal kræmmere – samt stigende tidsforbrug forbundet med at arrangere markedet (blandt andet flere og flere papirer, der skal udfyldes og voksende krav og regler om alt muligt) har alt sammen bidraget til, at vi har valgt at stoppe,« lyder det i opslaget.
Nyheden på Facebook har i skrivende stund fået hundredvis af reaktioner og kommentarer.
I det takker holdet, der kalder sig markedsfamilien, også de mange forskellige aktører, der tidligere har været med til at afholde det store marked.
»Vi vil gerne takke alle dejlige kræmmere, skønne gæster, kreative spejdere, hjælpsomme hjemmeværnsfolk – musikanter, optrædende, samaritter, tivoli, madsælgere, teleoperatører, elektrikere, traktor- og golfvogns-reparatører, naboer – samt alle dem, vi har glemt – for nogle fantastiske oplevelser gennem årene. Vi vil savne jer.«
Korskro-markedet har rødder tilbage til før anden verdenskrig, og det ligger i dag midtimellem Esbjerg og Bramming, ikke langt fra Esbjerg Lufthavn.
