Hvis man tænker på et logo med bjerg, så vil mange nok tænke de schweiziske chokoladetoppe fra Toblerone.
Men det skal være slut inden for den nærmeste fremtid, og dermed er en 24 år gammel æra slut.
For nu skal dele af produktionen flyttes ud af landet, og landets markedsføringslove tillader derfor ikke længere brugen af det verdensberømte motiv af bjergtinden Matterhorn, som på det nuværende logo også skjuler den bjørn, der er i den schweiziske hovedstads våbenskjold.
Det skriver flere medier heriblandt The Guardian.

Den schweiziske lovgivning, der blev indført i 2017, begrænser brugen af det nationale flags hvide kors på en rød baggrund samt andre indikatorer for schweizisk herkomst i fødevarer, industriprodukter og tjenesteydelser.
Det nye logo bliver dog ikke helt bjergløs, lover de nuværende ejere.
»Emballagens nye design introducerer et moderniseret og strømlinet bjerglogo i overensstemmelse med den geometriske og trekantede æstetik,« lyder det fra en talsmand for det schweiziske mærkes amerikanske ejere, Mondelēz International Inc., i en udtalelse til den schweiziske avis Aargauer Zeitung, som var først på sagen.
For at fødevarer kan markedsføre sig som 'made in Switzerland', skal 80 procent af råvarerne komme fra landet og størstedelen af forarbejdningen foregå der.
For mælk og mælkebaserede produkter er den påkrævede kvote 100 procent, med undtagelser for ingredienser, der ikke kan hentes fra Schweiz, såsom kakao.
Allerede sidste år annoncerede selskabet, at det planlagde at flytte en del af sin Toblerone-produktion til den slovakiske hovedstad, Bratislava, hvor man også producerer chokolademærket Milka, der også oprindelig er fremstillet i Schweiz.

