Hvis du nogensinde har spist brunch i Aarhus, er der stor mulighed for, at du har spist den tæt ved åen, der løber gennem midtbyen.

Og hvis du nogensinde har gjort det, er der en god chance for, at du har besøgt den ikoniske café Globen Flakket.

Stedet, der netop primært er kendt for sine brunchserveringer, har langet bacon, røræg og yoghurt med granola over disken siden år 2000.

Men nu er det slut.

Restauranten lukker nemlig med øjeblikkelig varsel og har altså serveret sin sidste caffe latte. Det skriver folkene bag på Facebook.

Globen Flakket skriver i opslaget, at cafeen kommer med de 'værst tænkelige nyheder, og at selskabet har prøvet 'alle tænkelige muligheder' for at komme ovenpå igen, efter at covid-19 og inflationen har været hård for forretningen. Selskabet skriver, at det ikke har været muligt at finde en løsning på den skrantende økonomi.

'Det gør så ondt, og det er med knust hjerte, for vi ved, at I er mange, som havde glædet sig til at besøge os,' lyder det i opslaget.

Selskabets regnskaber viser, at økonomien har skrantet de seneste år. i 2020 havde selskabet et underskud på over 2 millioner kroner. I 2021 var underskuddet på omkring 800.000 kroner.

B.T. forsøger at få en kommentar fra ejerne af cafeen.