Det er så dejligt nemt.

Beløbet lyser frem fra terminalen, du hiver telefonen op af lommen, trykker et par gange på siden – og så har du uden videre betalt.

Tjenester som Apple Pay og Google Pay til at betale med smartphonen er blevet vildt populære på kort tid.

Og de gør da også livet lidt nemmere, da du ikke behøver at slæbe din pung med ud. Men der er også ulemper ved det, som ikke alle er opmærksomme på.

De bruger nemlig ikke nødvendigvis Dankort-delen af dit kort, da danske banker ikke har åbnet for det. De bruger Visa-delen. Helt modsat af når du bruger dit fysiske Visa/Dankort.

Faktisk er der kun én dansk bank, der lader dig bruge Dankort-delen, når du bruger din telefon, skriver Politiken. Og det er Danske Bank, det har haft muligheden siden september 2022.

Og den helt store ulempe er, at Visa-delen er dyrere. Og i sidste ende lander den regning hos dig. Og mig.

»Det er op til bankerne, hvad de vil tilbyde, og de tjener flere penge på andre overførsler end fra dankortet, som er klart den billigste løsning«, siger Jacob Ruben, økonom i Forbrugerrådet Tænk, til Politiken.

Gebyret er nemlig højere, og det skal betales af butikkerne. Og de sender regningen videre gennem højere priser.

Men det er ikke den eneste ulempe ved at bruge mobiltelefonen som betalingskort. Så længe det er Visa-delen, der er i brug, kommer betalinger også senere på dit kontoudtog, og du kan maksimalt bruge 25.000 kroner løbende om måneden.

Politiken har spurgt flere af de store banker om, hvorfor de ikke tilbyder at bruge Dankort-delen, og det er der lidt forskellige forklaringer på, blandt andet åbenbart manglende interesse.