Danskere i hobetal sidder i disse dage og gør klar til at købe de sidste julegaver.

Den måde, du bærer dig ad med at løse den opgave, har forbløffende stor betydning. Dummer du dig og griber det forkert an, bliver du lynhurtigt lænset af butikker, som griner hele vejen til banken. Gør du dig umage, kan der snildt være hundreder eller sågar tusinder af kroner at spare.

Priserne for den helt samme vare svinger nemlig kraftigt alt efter, hvilken butik du køber den i.

Det viser en analyse af 60 populære julegaver, som Pricerunner har foretaget for B.T.

Eksempelvis viser en analyse af 20 populære julegaver til voksne, at der gennemsnitligt er 669 kroner at spare fra den dyreste til den billigste butik, selvom varerne er fuldstændigt identiske.

En sammenligning af 20 stykker legetøj viser, at den gennemsnitlige besparelse er 642 kroner, hvis du tænker dig lidt om.

I nogle tilfælde viser analysen, at der er prisforskel på op mod 2.800 kroner for den helt samme vare, alt efter hvor du køber den. (Få hele overblikket i bunden af artiklen)

»Det er vildt, så store prisforskelle der er på årets julegaver, og det er større forskelle, end vi plejer at se,« siger Martin Andersen, direktør for Pricerunner, som gennem de seneste år har foretaget lignende analyser:

Isabella Toft er grundig med at tjekke priser, før hun køber julegaver.
Isabella Toft er grundig med at tjekke priser, før hun køber julegaver.
Vis mere

»Man risikerer at betale kæmpe overpris for julegaverne, hvis ikke man ser sig godt for.«

Isabella Toft fra Høng er en af de danskere, som skal ud og købe julegaver op til jul.

Hun er forbløffet over, at man risikerer at gå i en decideret prisfælde, hvis man køber varen det 'forkerte' sted.

»Det er for dårligt, at der kan være så stor forskel på priserne, når det er samme vare, man køber. Jeg har svært ved at forholde mig til, at der kan være flere tusinde kroners forskel på den samme vare. Man tager folk i røven,« siger 21-årige Isabella Toft.

Også i Forbrugerrådet Tænk er man overrasket over, hvor store prisforskellene egentlig er.

»Det er jo ret markant, især når man ser de ekstreme tilfælde, der er med i analysen,« siger Martin Salamon, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk.

Han har et par gode råd til, hvordan du bedst undgår at betale alt, alt for meget for julegaverne.

»Der er ret mange, som får sådan en ønskeseddel og så går ind og søger efter tingene på Google,« siger Martin Salamon:

»Der skal man altså huske, at de første butikker, der kommer frem, ikke nødvendigvis er de billigste steder. De ligger øverst, fordi de har betalt for at blive vist.«

Og så skader det aldrig at være ekstra grundig.

»Vi råder altid forbrugerne til at bruge to prissammenligningssider, når man ser efter julegaver,« siger Martin Salamon:

Du kan swipe til siden i skemaet for at se sammenligningen af alle tre kategorier

»Det kan være, at den ene side har nogle butikker, som den anden ikke har, og så får man dobbelttjekket, om man får handlet det billigste sted.«

Isabella Toft har i hvert fald ingen intention om at gå i fælden og betale overpris.

»Jeg er faktisk ikke så god til at planlægge den slags, så det bliver altid i sidste øjeblik med julegaver. Men når jeg er i gang, så tjekker jeg priserne,« forklarer Isabella:

»Jeg har altid brugt forskellige apps – eksempelvis 'prisjagt' – til at undersøge priserne på ting. Så kan man se, om priserne er faldende eller stigende, og hvor man får tingene billigst. Det gør jeg, fordi jeg godt ved, at mange forbrugere bliver taget i røven, hvis ikke de gør det.«