En hyggelig ferie i sydens sol kan meget vel ende med ondt i maven, feber og opkast.

I en ny undersøgelse svarer hver fjerde adspurgte dansker, at de har oplevet at få ødelagt én eller flere feriedage, som et resultat af dårlig mave.

45-årige Tina Samuel fra Køge er en af dem.

Familiens sommerferie i Grækenland i starten af juli blev bogstavelig talt skyllet ud i toilettet.

»Det er den mest skrækkelige ferie, jeg nogensinde har været på. Vi blev alle syge,« siger Tina Samuel til B.T.

Ferie-mareridtet foregik på den ellers så idylliske græske ø Zakynthos.

Tina Samuel havde købt en billig afbudsrejse med all inclusive til fire personer. Hun følte sig heldig. Det var nemlig til halv pris.

Men blot få dage efter deres ankomst indtraf uheldet.

Tina Samuels teenagedatter og datterens veninde fik det så skidt, at de måtte behandles på en lægeklinik. Foto: Privatfoto
Tina Samuels teenagedatter og datterens veninde fik det så skidt, at de måtte behandles på en lægeklinik. Foto: Privatfoto
Vis mere

Først blev Tina Samuels 16-årige datter syg, og kort tid efter blev datterens jævnaldrende veninde også ramt.

»De fik feber og kastede op gennem flere timer. En læge tilså dem og vurderede, at det var nødvendigt at give dem antibiotika og saltvandsdrop, fordi de begge var så afkræftede,« fortæller Tina Samuel.

Hun har mistanke om, at det var på grund af dårlig fødevarehygiejne på hotellets restaurant.

Også flere andre gæster på hotellet var nemlig ramt af lignende symptomer, heriblandt flere børn, fortæller hun.

Hotellet forbød gæster, der havde været syge, at benytte poolen og restauranten, indtil de havde været fri for symptomer i to døgn. Foto: Privatfoto
Hotellet forbød gæster, der havde været syge, at benytte poolen og restauranten, indtil de havde været fri for symptomer i to døgn. Foto: Privatfoto
Vis mere

Heller ikke Tina Samuel og hendes 18-årige søn blev forskånet.

»Det var forfærdeligt. Vi skulle alle opholde os i 48 timer på vores værelser efter de sidste symptomer. Bagefter var ingen af os på toppen, og vi havde heller ingen appetit. Vi blev først nogenlunde friske igen lige op til hjemrejsen,« siger hun.

Hvad der skulle have været en hel uges ferie, endte med reelt kun to raske feriedage.

Ifølge Louise Hertzum Andersen, der er chef for forretningsudvikling i Gouda Rejseforsikring, er dårlig mave et rejseproblem, som i mange år har været utrolig udbredt.

»Selvom det er nærliggende at tro, at eksempelvis aflyste fly og ridser i lejebilen er de mest typiske skader i forbindelse med ferie, så ser vi hver sommer, at dårlig mave er en af de hyppigste enkeltstående ferieskader,« siger hun i en pressemeddelelse.

Hun forklarer, at maveproblemer oftest kan spores tilbage til enten personlig hygiejne eller den mad, man indtager.

Det kan være anderledes mad, som man ikke er vant til, eller en buffet, der har stået lidt for længe i den sydlandske varme.

»Generelt er der flere ting, man kan gøre for at forsøge at undgå ubehagelige maveproblemer på sin rejse. Det er blandt andet at være ekstra opmærksom på sin hygiejne, når man bevæger sig rundt i miljøer, man ikke er vant til.«

»Og så skal man måske også tænke lidt ekstra over, hvad man spiser, og hvordan det er blevet opbevaret og tilberedt,« siger Louise Hertzum Andersen.

Tina Samuel har efterhånden været på en del charterrejser sydpå sammen med sin familie.

Bortset fra en enkelt ferie i Tyrkiet har de undgået maveproblemer.

Ikke desto mindre har hun nu besluttet, at hun ikke længere vil rejse på all inclusive-ferier, da det inkluderer helpension med morgenmad, frokost og aftensmad på hotellet.

»Vi vil fremover spise ude på de nærliggende restauranter. Det er jeg mere tryg ved efter denne her oplevelse,« siger hun.

På grund af en ødelagt ferie kan Tina Samuel se frem til at få kompensation for de mistede rejsedage, fordi hun havde tegnet en rejseforsikring.

Louise Hertzum Andersen fra Gouda Rejseforsikring råder andre danskere til at gøre det samme. Hvis man ikke har rejseforsikring, står man nemlig helt alene med de ekstra udgifter, fortæller hun.

»I mange tilfælde vil dårlig mave ofte kræve lægebesøg og brug for medicin. Og i værste tilfælde kan det gøre, at man ikke kan rejse hjem og i stedet skal have hjælp af sin rejseforsikring til at booke ekstra overnatninger og en ny hjemrejse,« lyder det.