I sidste uge gav Højesteret en forbruger medhold i en sag mod et parkeringsselskab. Her havde forbrugeren brugt parkeringsappen EasyPark, som fejlagtigt havde placeret bilen i det forkerte område, hvilket udløste en bøde.

En bøde, som Højesteret nu vurderer er uberettiget.

Det betyder dog ikke, at alle og enhver, der har haft lignende problemer, har en god sag. Der er nemlig en lille detalje i dommen, som er ret afgørende:

»Det er et ret stort men. Alle kan ikke bare komme med deres parkeringsbøder og få pengene tilbage nu. Den her sag er begrundet med, at forbrugeren ikke blev advaret om at tjekke, hvorvidt bilens parkeringsområde var rigtig, fordi der var en usikkerhed i appen,« siger Luise Kromann, chefkonsulent og procedør ved Forbrugerombudsmanden.

Det er altså afgørende, at man ikke har fået en notifikation eller anden besked om, at det er ens eget ansvar, at det rigtige områdenummer skrives ind i appen. Også selvom appen selv foreslår et.

Men i dag advarer de fleste apps med en besked. Ifølge Luise Kromann har EasyPark fået det indført i deres app allerede i 2018 i kølvandet på den her sag.

»Så hvis man har en sag, der er fra i dag eller for en måned siden, har man ikke nødvendigvis en god sag.«

Sagen blev afgjort den 17. februar, og det var parkanten selv, der også er advokat, der tog sagen hele vejen til Højesteret. Og vandt.

Grunden til, at parkanten fik selskab af Luise Kromann, der også behandlede sagen i retten, skyldes, at det for Forbrugerombudsmanden ikke er en ukendt problemstilling.

»Vi anser det for en principiel sag og en vigtig sag for forbrugeren. Vi har modtaget mange klager igennem tiden om det her, og de kommer jævnligt ind, så det har været et af vores fokusområder. Vi har også tidligere politianmeldt EasyPark for den her problematik.«

B.T. har også tidligere afdækket, hvordan parkanter i København har oplevet at få tilsendt urimelige bøder fra parkeringsselskabet Apcoa i lignende sager.

Det betyder dog ikke, at de alle sammen nu kan få pengene retur. For det kræver som sagt, at parkeringen er fundet sted i en tid, hvor appen ikke har gjort opmærksom på, at det er forbrugerens eget ansvar. Men skulle man have oplevet netop det, så er der måske noget at komme efter.

»I sager, der er tæt på identiske, mener vi, der er god mulighed for, at forbrugere kan få pengene tilbage,« siger Luise Kromann og fortsætter:

»Her er vores opfordring, at man i første omgang kontakter parkeringsselskabet, medsender højesteretsdommen og beder om at få pengene tilbage. Er det en blindgyde, må man tage den videre i Parkeringsklagenævnet.«

Hun håber dog på, at parkeringsselskaberne ad frivillighedens vej vil give forbrugerne pengene tilbage, nu Højesteret har ændret praksis.