Pas på kassedamen og flaskedrengen, når du køber ind i påskedagene.

Sådan lyder opfordringen fra HK Handel, som er bekymrede for de butiksansatte i coronakrisen.

Bekymringen gælder særligt i påsken, hvor forbrugerne har fået to ekstra dage at handle ind i.

I år har regeringen nemlig valgt at lempe lukkeloven og udvide butikkernes åbningstider i påsken.

Det sker efter opfordring fra Salling Group og angiveligt for at forsøge at forhindre, at smitten bliver spredt mellem kunderne, når de handler stort ind til påsken.

Men de butiksansattes fagforening er langt fra begejstret over tiltaget, som de finder 'mærkværdigt' og en 'hån' mod personalet.

»Det er tilsyneladende sådan under coronakrisen, at regeringen passer på arbejdsgiverne, arbejdsgiverne passer på kunderne, men VI vil gerne passe på medarbejderne,« siger Per Tønnesen, formand i HK Handel i en pressemeddelelse.

HK Handel understreger, at det i disse dage netop er de butiksansatte, der sørger for, at vi alle sammen stadig kan få mad, og derfor finder fagforeningen det paradoksalt, at man 'belønner' personalet ved at give den to ekstra arbejdsdage i påsken.

HK frygter også, at en udvidet åbningstid i påsken vil belaste de ansatte og risikere at give dem stress eller anden sygdom.

»Vi finder det i øvrigt mærkværdigt, at man for at sprede smitterisikoen blandt kunder, forlænger perioden for smitterisiko for medarbejderne i detailhandlen,« siger formanden.

Også HK Handels formand i Nordjylland, Kate Ziegler, er rystet over tiltaget, som hun kalder 'en hån mod de ganske få dage, de ansatte har til at være sammen med den familie, der er sendt hjem fra daginstitutioner, skole og arbejde.'

»Godt nok udtaler Per Bank (direktør i Salling Group, red.), at det er for at undgå store mængder af kunder i butikkerne på samme tid, men jeg ser det som et upassende forsøg på at åbne de mange af hans egne butikker, som ellers skulle holde lukket,« siger hun og tilføjer:

»Jeg synes, det er useriøst at kæmpe om markedsandele i en tid, hvor alt burde handle om borgernes sundhed, sikkerhed og om samfundssind.«

Men beslutningen står fast, og derfor kan du - helt ekstraordinært i år - også købe ind skærtorsdag og selveste påskesøndag. Derfor opfordrer HK Handel nu kunderne til at passe ekstra godt på 'de hårdt arbejdende og udsatte butiksansatte.'

Direktør i Salling Group, Per Bank, har dog flere gange understreget, at han netop har foreslået udvidede åbningstider af hensyn til sikkerheden hos både kunder og personale.

»Jeg er særlig bekymret for vores kunder og medarbejderes sikkerhed da påskedagene er den tid på året hvor koncentrationen af kunder størst på færrest dage, jeg har de sidste dage fået rigtig mange henvendelser fra medarbejdere og bekymrede kunder,« har han tidligere udtalt til Dansk Handelsblad.

Overfor bladet afviser direktøren, at forslaget om udvidede åbningstider er et forsøg på at hente noget af den tabte indtjening ind:

»Det, der er vigtigt for mig, er at sende det signal, at sikkerheden er vigtigst og kommer frem for alt andet,« siger Per Bank.