Lige nu er vandforbruget historisk højt.

Flere kommuner er allerede gået ind for at regulere vandforbruget hos de danske borgere.

Hos Hovedstadsområdets HOFOR sendte man torsdag aften 500.000 sms'er ud til sine kunder, hvor der opfordres til at spare på vandet. 

Det skyldes ene og alene, at vandforbruget næsten aldrig har været højere.

Det oplyser Anne Scherfig, områdechef for vandplanlægning i HOFOR, til B.T.

»Lige nu er vandforbruget historisk højt. Vi har leveret 170.000 m³ i flere døgn, og det er ikke sket mere end en håndfuld gange de sidste 15 års tid, at forbruget har været så højt.«

»Det presser vores vandværker, og fordi vi ser flere og flere uønskede stoffer i grundvandet, kan vi heller ikke bruge alt det grundvand, vi har lov til at hente. Vores vandværker og produktion kan ikke følge med. Vi har brug for at få knækket den kurve, så vandforbruget bliver mere normalt igen.«

Årsagen til, at man var nødsaget til at udsende en sms, var simpel: Vandforbruget er alt for højt - spar på det.

»Det er helt naturligt – vi drikker mere og har oftere brug for et brusebad,« siger Anne Scherfig og forsætter:

»Men hvis alle sparer lidt – undgå at vande græsset, brug et minut mindre under bruseren og tag til strand eller havnebad i stedet for at fylde et bassin i haven, så kan vi få sænket forbruget. Derfor har vi blandt andet sendt besked direkte til vores kunder, for at få hjælp.«

Danske vandselskaber opfordrer også forbrugerne til at 'bruge vandet med omtanke' på grund af tørken.

Det oplyser vandselskabernes brancheforening, Danva.

»Lad være med at vande græsplænen – den bliver grøn igen. Når du vander blomster, så brug en vandkande, og gør det om aftenen og ikke om dagen, hvor fordampningen er høj,« lyder nogle af rådene fra Dorte Skræm, fagleder for drikkevand i Danva.

Bruger man vandslangen til at vande sine planer, forbruger man 12 liter vand i minuttet, så derfor er vandkanden en god erstatning for at spare på vandet.

Siden 24. maj er der ikke faldet en eneste dråbe regn, og i de 19 år, DMI har lavet tørkeberegninger, er der kun set et tilsvarende højt tørkeindeks i 2008 og 2020.

Tørken kommer i kølvandet på en tør maj, hvor der kun faldt 14,1 millimeter regn på landsplan, hvilket var 70 procent mindre end normalt.