Der er opstået historisk splittelse i dansk politik før fredagens EU-topmøde, hvor regeringen med Mette Frederiksen i spidsen endnu en gang skal forholde sig til EU-Kommissionens budgetudspil, hvor Danmark står til at skulle betale adskillige flere milliarder ind til EUs kasse om året.
En splittelse, som har fået flere partier til at bruge gloser som ‘trist’, ‘uansvarligt’ og ‘sørgeligt’.
Regeringen søgte tirsdag et forhandlingsmandat fra Folketingets partier før fredagens topmøde, og her har Venstre altså valgt at stemme nej.
Det er meget sjældent set, at S og V ikke står sammen om Danmarks forhandlingsposition i EU-spørgsmål.

Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen annoncerede allerede tirsdag morgen på Twitter, at Venstre ikke ville give Socialdemokratiet et forhandlingsmandat, før regeringen har vist Venstre, hvor de ekstra milliarder til EU-budgettet skal komme fra.
En melding, SFs leder, Pia Olsen Dyhr, kaldte ‘historisk og trist’, Radikale Venstres Jens Rohde kaldte ‘sørgelig’, og som fik Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, til at beskylde Venstre for at underminere regeringens forhandlingsposition og kalde meldingen ‘totalt uansvarlig’.
»Vi har tradition for relativ bred enighed om europapolitik i Danmark - i hvert fald mellem Venstre og Socialdemokratiet. Så det er ikke så tit, vi ser den her situation,« forklarer Rebecca Adler-Nissen, professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet:
»Men med til at forklare situationen er muligvis også, at regeringen er vendt ret sent i den her proces. Regeringen har sagt hele vejen igennem, at man ikke vil betale mere og være med til den her aftale, og her til sidst har man så sagt: ‘det vil vi gerne’. Efter kovendingen har man måske ikke haft tid til at sondere terrænet med oppositionen, som man ofte gør i vigtige spørgsmål.«
Ifølge Marlene Wind, professor i Statskundskab ved Københavns Universitet, afslører situationen, at splittelsen om EU-spørgsmålet er blevet dybere i Danmark.
»Der har været enkelte situationer, hvor der har været fnidder omkring EU-mandat før i tiden, men det mest almindelige er, at der er enighed om de her ting. Det her udstiller, at der er kommet en endnu større splittelse på den danske EU-position,« siger Marlene Wind.
Hun mener, at hverken Venstre eller regeringen har håndteret forløbet godt.
»Man kan undre sig over, at Venstre, der har været skeptiske over regeringens linje med at være i sparebanden, nu ender i sådan en gang mudderkastning her i stedet for at stemme for og knytte nogle krav til. Det virker en smule umodent,« siger Marlene Wind:

»På den anden side kan man godt forstå Venstres irritation over Mette Frederiksens måde at spille hasard i den her proces. Men man kan også spørge sig selv: Er det her ikke for vigtigt et spørgsmål til den her slags indenrigspolitisk mudderkastning?«
Også Socialdemokratiet har kaldt Venstres manglende opbakning for inderigspolitisk fnidder.
Statsminister Mette Frederiksen adresserede situationen direkte under spørgetimen tirsdag og sagde følgende direkte henvendt til Jakob Ellemann-Jensen:
»Jeg kan ikke se, at det her handler om Europa-politik. Det her handler vist mere om ganske almindeligt politisk dril.«
Til trods for Venstres manglende opbakning har regeringen sikret sig et forhandlingsmandat.
Det er sikret via opbakning fra SF, Radikale Venstre og Konservative.

