Der var eksempler på rådne varer, snavsede plamager, beskidte overflader og bananfluer, da B.T. i slutningen af 2018 gennemgik butikskæderne Lidl og Aldis smileyrapporter over et år.

Gennemgangen afslørede, at kæderne med afstand var de supermarkedskæder, der havde størst problemer med smiley-rapporterne - og nu er den gal igen.

I en opgørelse over smileyrapporter i danske discountsupermarkeder, som Dansk Handelsblad har foretaget, kommer de to tyske discountmastodonter endnu en gang værst ud.

»Det er jo træls for de to kæder, at de skal høre det her ekko. Det er dumt at lave fejl, men det bliver endnu værre, hvis man bliver ved med det og skal blive ved med at tale om de fejl,« siger Flemming Birch, ekspert i detailhandel hos Birch og Birch:

»Det er klokkeklart, at de her regler skal overholdes, og det er ting, der skal være i orden. Det handler om at have nogle procedurer og følge dem. Sværere bør det ikke være.«

I opgørelsen har Dansk Handelsblad gennemgået de fem discountkæders fire seneste kontrolrapporter i alle kædernes butikker.

Opnår en butik fire glade smiley-rapporter i træk, udløser det en elitesmiley.

Bedst klarer Fakta sig – her har 70 procent af butikkerne en elitesmiley.

Billedet her er taget af fødevarestyrelsen i Lidl på et tidspunkt mellem november 2017 og november 2018.
Billedet her er taget af fødevarestyrelsen i Lidl på et tidspunkt mellem november 2017 og november 2018.

Herefter følger Rema 1000 med 62 procent, Netto med 61 procent og så altså Lidl og Aldi på de to nederste pladser med henholdsvis 58 og 57 procent af butikkerne med en elitesmiley.

Da B.T. i december 2018 gennemgik samtlige 3.799 kontrolrapporter, der var udarbejdet i danske supermarkeder gennem 12 måneder, viste det sig, at det i 11,2 procent af fødevarestyrelsens besøg gennemsnitligt gav anledning til en sanktion.

I Aldi og Lidls tilfælde var det henholdsvis 23 og 21,2 procent af rapporterne, der endte i en sanktion – langt over gennemsnittet.

I den opgørelse var der tale om, at begge kæder havde fået adskillige bøder.

Billedet her er taget af fødevarestyrelsen i Aldi på et tidspunkt mellem november 2+17 og november 2018.  
Billedet her er taget af fødevarestyrelsen i Aldi på et tidspunkt mellem november 2+17 og november 2018.  

Det samme er tilfældet i Dansk Handelsblads opgørelse.

Og selvom Flemming Birch grundlæggende mener, at danske forbrugere har en relativt kort hukommelse, når det gælder dårlige smileyrapporter, advarer han mod, at det bliver et tilbagevendende tema for de tyske discountkæder.

»Det er klart: Bliver det ved og ved, så kan det på sigt få den effekt, at kunderne tænker: ’Er der nu dem igen?’. Og det er selvfølgelig ikke godt,« siger Flemming Birch.

Overfor Dansk Handelsblad erkender både Aldi og Lidl, at de har haft problemer med smileyrapporterne.

Billedet her er taget af fødevarestyrelsen i Lidl på et tidspunkt mellem november 2017 og november 2018.
Billedet her er taget af fødevarestyrelsen i Lidl på et tidspunkt mellem november 2017 og november 2018.

Da B.T. talte med Lidl i december, forklarede pressechef Morten Vestberg, at man ville øge træningen af personalet – og det siger han også til Dansk Handelsblad.

Derudover fortæller han, at Lidl i dag har 116 butikker ud af 119 med en glad smiley - og man har lavet en bonusordning, som er direkte afhængig af, at man i butikken har en god smileystatistik.

Også i Aldi lover man bod og bedring. Her forklarer PR- og kommunikationschef Kristian Jessen, at man trods alt har set en forbedring det senest år. Men:

»Når man alene ser tallene fra Fødevarestyrelsen, så er det bestemt ikke godt nok. Vi arbejder stenhårdt på at gøre hver dag endnu bedre – både når det gælder gode og friske varer, men bestemt også i forhold til rengøring,« siger han til Dansk Handelsblad.