Klokken 19 i aften kan du se iPhone-præsentationen direkte på B.T., hvor en Apple-entusiast også vil sidde klar til at besvare spørgsmål om aftenens nyheder.

Onsdag aften sidder elektroniknørder klistret til skærmen verden over for at følge med i den årlige iPhone-præsentation fra Apple. Hvert eneste år er de fleste detaljer om den eller de nye telefoner lækket på forhånd, og i år er ingen undtagelse.

Skal man tro de verserende rygter, vågner vi torsdag med udsigten til tre nye iPhones, der vil ramme markedet i efteråret.

B.T. har gennemgået flere anerkendte techmedier - blandt andet The Verge, Cnet og Macworld - og kan her præsentere et overblik over, hvad de mest troværdige Apple-nørder forventer, at aftenens præsentation vil afsløre.

Alt tyder på, at der i denne omgang kommer tre nye iPhones.

Først og fremmest får vi en decideret efterfølger til iPhone X, der efter sigende kommer til at hedde iPhone XS. Den kommer til at være samme størrelse som iPhone X, men kommer til at være udstyret med bedre indmad og kamera end sin forgænger.

Men så er der altså også to andre nye iPhones. Og ret overraskende bliver de ifølge rygterne begge to større end iPhone X, der er 5,8 tommer.

Eksperter mener nemlig at vide, at Apple vil tilbyde en billigere version af iPhone X, der dog vil være en lille smule større rent fysisk med 6,1 tomme.

Til gengæld vil telefonen have en lcd-skærm (de andre to vil bruge oled-teknologien), mens den billige version heller ikke vil have et kamera med dobbeltlinse eller 3D Touch.

Iphone og Ipad fotograferet torsdag den 26. juli 2018. Apple har som det første selskab nogensinde nået en markedsværdi over 1000 milliarder dollar. Det skriver Ritzau, torsdag den 2. august 2018.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Vis mere

Og så er der den helt store. Navnet er der tvivl om, selvom mange spår, det bliver 'iPhone XS Max/Plus'. Til gengæld er det ret sikkert, at det bliver den utvivlsomt største iPhone nogensinde med 6,5 tommer. Og den dyreste.

Der er blevet lækket en prisliste over de tre telefoner, og hvis man skal tro den, så bliver den største model af den nye iPhone Xs Max/Plus med 512 GB også den dyreste nogensinde.

Lidt over 11.000 kroner forventes den at blive solgt til i Danmark, og det er cirka tusinde kroner mere end det, som den største iPhone X-model kostede i fjor.

Om rygterne holder stik, finder vi ud af onsdag aften klokken 19, når den officielle præsentation af den eller de nye iPhones løber af stablen.