Sjældent har der floreret så mange sparetip på sociale medier, som der gør i disse dage med historiske prisstigninger.

Mange af dem er gode. Men mange af dem er også i bedste fald dumme og i værste fald farlige.

B.T. har bedt to førende eksperter – forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen og fagekspert hos Bolius Henrik Bisp – udpege de dårligste sparetip, de er stødt på de seneste måneder.

Der er 14 i alt. Vi starter med Henrik Bisp fra Bolius.

Fryseren

»Vi har set eksempler på, at folk, der har en variabel el-prisaftale, er begyndt at slukke fryseren i spidsbelastningstidspunkterne og tænder den igen, når strømmen er billig. Det er en dårlig idé, for du risikerer, at kompressoren skal køre i meget længere tid, fordi temperaturen er steget, mens den har været slukket. Det giver et øget elforbrug.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Tape-finten

»Et andet tip, vi har hørt, er, at man skal sætte tape på lyssensoren i køleskabet, så lyset ikke bliver tændt, når man åbner det. Det er en dårlig idé for. Dels får du sværere ved at se, hvad du har i køleskabet, og dels er det begrænset, hvor meget strøm, du reelt bruger på, at pæren bliver tændt i de 20 sekunder, køleskabet er åbent.«

Undgå besværet

»Nogle danskere er begyndt at tappe vand i skåle, som de lader stå, til det er blevet opvarmet til rumtemperaturen, inden det sættes over for at koge. Logisk set er der en besparelse at hente, fordi vandet ikke er iskoldt, når det sættes over, men det er en meget omstændig måde at opnå en meget lille besparelse.«

Pas på med dårligt lys

»Lamper på solceller og genopladelige lamper, som lades op, når strømmen er billig, og bruges når strømmen er dyr, er begyndt at hitte. Problemet er, at den type lamper ofte ikke giver den rette mængde lys til at arbejde, lave mad og spise i. Og så meget strøm bruger man ikke på at have en lampe tændt, hvis den har en LED-pære.«

Lerpottemetoden er gået viralt, men Bolius advarer imod den.
Lerpottemetoden er gået viralt, men Bolius advarer imod den.
Vis mere

Fyrfadslys

»Vi har hørt eksempler på folk, der bruger fyrfadslys som primær lyskilde. Andre lader dem indgå i en alternativ form for varmekilde, hvor de placeres under en lerpotte, som genererer varme til nogle mursten. Det giver et dårligt indeklima at have mange levende lys tændt, og samtidig kræver det ret mange fyrfadslys, som heller ikke er gratis.«

Stop med at slukke for varmekilden

»Tommelfingerreglen er, at der ikke skal være under 18 grader i hjemmet. Slukker man for varmen, vil den fugt, som vi mennesker afgiver, sætte sig på de kolde overflader og på sigt danne skimmelsvamp. Der er også en risiko for frostsprængninger, hvis man har lukket ned for varmen. Er skaderne selvforskyldt, dækker forsikringen ikke.«

Vinduerne

»Vi har hørt eksempler på folk, som har dækket vinduer til med isolering og plader for at skærme af for kulden. Det er en rigtig dårlig idé. Sætter man isolering og plader helt op af glasset, kan der ske spændinger, så glasset bryder og går i stykker.«

Tag det ikke ind i hjemmet

»I panik over stigende varmeregninger, har vi set eksempler på folk, som har taget petroleumsovne og gasovne ind i deres bolig. Det skal man lade være med. En direkte afbrænding afgiver både fugt og partikler og er dårligt for indeklimaet.«

Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom:

Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Kogevask eller ej

»Jeg bliver sikkert skældt ud af hele Danmark, men man kan ikke kogevaske ved 40 grader. Vasker man alt ved lave grader, bliver maskinen fyldt med bakterier. En sur vaskemaskine er en besked fra helvede. Det kræver mange kogevaske at slippe af med den lugt igen.«

»Kogevask dit hvide sengetøj og håndklæder med god samvittighed. Det renser både maskinen og er med til at forhindre, at tøjet bliver gråt og kedeligt, så du ender med at skulle smide det ud.«

Skyd ikke dig selv i foden

»Et råd, man tit hører, er, at man kan spare penge på sin forsikring. Men det betyder ikke, at man skal opsige den. Det, man skal gøre, er, at man skal tjekke, om man har den rette dækning. Det er nemlig verdens dårligste idé at spare penge på sin forsikring, hvis konsekvensen er, at man er underforsikret. For så bliver det rigtig dyrt, hvis man får en skade.«

Behold rejseforsikringen

»Det samme gælder rejseforsikringen. Det kan godt være, at du tænker, at risikoen for, at du kommer galt af sted på ferien, er forsvindende lille, men er uheldet ude, kan det ende med at koste rigtig mange penge.«

Pas på elendig mad

»Lige nu hører man om familier, der formår at leve for 300 kroner om ugen. Men man skal ikke spare så meget, at man kommer til at mangle protein og grøntsager. Det er vigtigt, at man stadig får en ernæringsrigtig mad og bliver mæt, så man ikke ender med at tømme slikskabet.«

Foto: Morten Dueholm
Vis mere

Drop ikke turen på apoteket

»Flere undersøgelser viser, at folk sparer på medicinen, når de mangler penge. Det kan godt være, at man synes, at man har det strålende, selvom man ikke har taget medicin i tre dage, men det bliver man ikke ved med.«

Aflys ikke turen i stolen

»Man skal huske at gå til tandlæge, for det kan blive en dyr omgang, hvis man springer det over. I det hele taget, skal man prioritere sin sundhed, selvom pengene er små.«