Der kan være flere tusinde kroner at hente på din lønseddel, hvis du kigger de rigtige steder.

. Du åbner din lønseddel og lader øjnene glide let hen over alle oplysningerne for til sidst at konstatere, hvad der står i nederste højre hjørne - nemlig din samlede løn.

Sådan foregår det tilsyneladende hos mange af os, når lønsedlerne lander i indbakkerne hver måned, men det kan ende med at blive dyrt ikke at tjekke, om de stemmer.

Der er nemlig fejl på op mod halvdelen af lønsedlerne, oplyser fagforeningerne HK Sydjylland, 3F og FOA ifølge DR Syd.

Og det er især på fire specifikke områder, lønmodtagerne risikerer at blive snydt for mange penge. Nemlig når det handler om pension, feriepenge, tillæg og timetal. Det fortæller Morten Holm Steinvig, konsulent i finansielt forbrug hos Penge- og Pensionspanelet under Finanstilsynet.

- Det, man typisk ser, er, at feriepengene og de personlige tillæg bliver glemt, så dem kan man i hvert fald med fordel undersøge på sin lønseddel, siger han.

Også hos HK Handel har faglig chef Kim Jensen flere eksempler på, at ansatte er gået glip af flere hundrede tusinde kroner, fordi de har været uopmærksomme.

Han fremhæver især manglende pensionsindbetaling og udbetaling af overarbejde som to vigtige punkter på lønsedlen, der kan ende med at koste mange penge.

- Det er sindssygt vigtigt, at folk husker at skrive op, hvordan de arbejder i forhold til overarbejdstimer, som man så kan tjekke på lønsedlen. Jeg har eksempler på, at folk har fået efterbetalt 250.000 kroner, fordi konen havde noteret arbejdstimerne ned.

Han fortæller også, at man risikerer at miste flere års pension, hvis man ikke sikrer sig, at den bliver korrekt indbetalt. Det kan man for eksempel gøre via PensionsInfo.dk.

Konsulent i finansielt forbrug Morten Holm Steinvig forklarer, at menneskelige fejl oftest er skyld i fejl på lønsedlen. Blandt andet, fordi overenskomsterne bliver mere komplicerede.

- I stedet for at kigge efter tilbud på mælk nede i Netto vil der nok være flere penge at hente, hvis man lige bruger et minut om måneden på sin lønseddel, siger han.

Fakta: Sådan undgår du at blive snydt

- Tjek om den løn, der står på din lønseddel, svarer til din overenskomst

- Skriv i din kalender, hvordan du arbejder, og sammenlign timerne med din lønseddel

- Tjek om dine tillæg er med på lønsedlen. Måske har du ret til tillæg for særlige kvalifikationer eller skæve arbejdstider

- Vær opmærksom på, om der fremgår ferie af din lønseddel

- Undersøg, om din arbejdsgiver indbetaler korrekt til din pension. På din overenskomst eller kontrakt kan du se, hvad procentsatsen skal være

Kilde: raadtilpenge.dk, HK Handel

/ritzau/FOKUS