Der er mange bonuspint at hente selv uden et klippekort til flyvemaskinen. Hold øje med flyselskabernes partneraftaler.

København. Hvis du er en flittig flypassager, så har du nok opdaget, at mange flyrejser kan indkassere dig point. De kan veksles til fordele i lufthavnen eller - når man har været virkelig meget i luften - til nye flybilletter eller opgradering.

Men nu begynder flyselskaberne i stigende grad at fokusere på optjening af bonuspoint på alt muligt andet end selve flyrejsen.

Det er alt fra bankkort og billeje til restaurantbesøg. Så du kan groft sagt tjene bonuspoint sammen til en flybillet helt uden at flyve, fortæller Henrik Olsen fra netmediet Insideflyer.dk.

- Vi oplever den ændring, at de typiske lavprisselskaber som Norwegian og EasyJet begynder at få nogle rigtig brugbare medlemsprogrammer. Især for dem, der ikke rejser så meget, eller ikke har råd til at flyve med de faste selskaber som SAS eller British Airways, siger Henrik Olsen.

Ifølge Henrik Olsen er der rigtig meget at hente, hvis man overvejer at kombinere bonusprogrammerne med et særligt kreditkort eksempelvis fra Bank Norwegian.

Også Star Alliance belønner kunder, der anskaffer sig et EuroBonus-kreditkort, hvor man får EuroBonus-point på alt, hvad man køber på kortet.

De tjener point på hvert eneste køb. Og så er der pludselig ikke så langt op til en pointstatus, der kan bruges til noget.

- Du kan også lave en familiekonto eller en vennekonto, så I er syv-ti stykker, der går sammen om en hovedkonto. Hver gang familie og venner bruger deres Bank Norwegian-kort, fodrer de kontoen, siger Henrik Olsen og tilføjer:

- Så kan du lige pludselig tjene rigtig mange CashPoints (Norwegians bonuspoint, red.) og vil kunne få stor rabat på dine flybilletter. Det er meget attraktivt.

SAS kører ofte kampagner, hvor man kan tjene ekstra mange EuroBonus-point eksempelvis på billeje, hotelbesøg, restaurantbesøg eller ved køb i bestemte butikker. Den rigtige elaftale kan også udløse en årlig dosis bonuspoint.

Henrik Olsen fra InsideFlyer.dk fremhæver Norwegians bonusprogram som særligt smart, fordi man i princippet optjener penge i form af CashPoints. De kan trækkes fra prisen, næste gang man skal købe flybilletter.

Værdien af et CashPoint svarer til en norsk krone.

Det særlige er, at pointene kan trækkes fra prisen på hvilken som helst afgang, man kan altså ikke kun bruge dem til at købe særlige bonusbilletter.

- De traditionelle selskaber som SAS eller British Airways har kun et begrænset antal tilgængelige bonusbilletter per afgang. Det vil sige, at hvis man gerne vil afsted på et bestemt tidspunkt, hvor alle andre også vil afsted, så er der typisk ikke nogen bonusbilletter, siger Henrik Olsen og tilføjer:

- Man skal i nogle tilfælde være ude et år i forvejen især på de lange ruter til for eksempel USA eller Asien.

Fakta: Kend bonusalliancerne

- Star Alliance. Medlemmer er blandt andet Air Canada, Air China, Austrian, Brussels Airlines, Egyptair, LOT Polish Airlines, Lufthansa, SAS, Singapore Airlines, Swiss, TAP Portugal, Thai, Turkish Airlines, United Airlines.

- SkyTeam. Medlemmer er blandt andet Aeroflot, Airfrance, Alitalia, Czech Airlines, Delta og KLM.

- Oneworld. Medlemmer er blandt andet American Airlines, British Airways, Finnair, Iberia, Qatar Airways og Qantas.

Kilder: staralliance.com, oneworld.com, skyteam.com.

/ritzau/FOKUS