I disse coronatider er det særligt smart med de mange apps og programmer, som gør det muligt at mødes virtuelt. Både i fritiden, i skolen og på arbejdet.

Men mandag aften havnede en af de mest populære apps i en uheldig situation.

'Microsoft Teams' blev ramt af et nedbrud verden over. Det skriver The Verge.

Heldigvis ser det tirsdag morgen ud til, at systemerne næsten er oppe at køre igen – og dermed er der godt nyt til de 115 millioner brugere af Teams på verdensplan.

I hvert fald oplyser Microsoft selv følgende på Twitter:

»Vores overvågning indikerer, at størstedelen af vores tjenester er kommet sig helt. Men vi ser på en mindre mængde af tjenester, der stadig oplever nogle tilbageværende problemer og forsinkelser i forbedringen,« lyder det tidligt tirsdag morgen.

Dog oplyses det også, at nogle brugere fortsat vil kunne opleve, at der er forsinkelser på beskeder, mens andre vil have problemer, når man forsøger at søge kontakter frem.

Teams er en succesfuld app, som kun er blevet endnu mere populær under coronapandemien.

Nedbruddet blev mandag aften opdaget af flere brugere, som blandt andet skrev om det på Twitter. Nogle mere begejstrede end andre.

En Twitter-bruger ved navn 'Nathan MacDonald' skrev blandt andet i en ironisk tone, at Microsoft Teams desværre er nede, og han har ellers fire møder i det. Herunder har han vedhæftet et billede af en, der blinker med det ene øje.

Nedbruddet skete i forbindelse med en opdatering, som lukkede systemet ned.