Fra 600.000 til 11 millioner kroner.

Der er stor forskel på, hvor mange af dine indtjente kroner du skal lægge til side - og hvor meget du skal overtale banken til at punge ud med - hvis du gerne vil købe et hus rundt omkring i landet.

For eksempel skal du have de helt store spendérbukser på for at købe en villa i den dyre hovedstadskommune Frederiksberg, hvor husene indtil videre i år er blevet solgt for landets højeste priser.

Det viser en opgørelse som Boliga.dk har lavet over de gennemsnitlige kontante priser, som landets huset er blevet solgt for i år.

I Frederiksberg Kommune har køberne nemlig i gennemsnit betalt næsten 11,5 millioner kroner for at overtage en de eksklusive villaadresser i området. Herefter er den næstdyreste kommune Gentofte, hvor husene er blevet solgt for lige knap 9,7 millioner kroner.

Men der er også steder i landet, hvor langt mindre kan gøre det - og hvor man ikke engang behøver at samle en million kroner sammen for at blive husejer.

Det er tilfældet i den billigste kommune lige nu; Lolland. Her er et gennemsnitligt hus hus nemlig handlet for beskedne 630.000 kroner - mens også Langeland, Tønder og Ærø Kommune findes i den ende af prisskalaen, hvor du kan købe et hus for under 800.000 kroner

 

Prisstigninger over hele landet

Generelt er salgspriserne på villa og rækkehuse stort set uændrede, hvis man ser på landsgennemnittet fra i år sammenlignet med sidste år, men der er områder, hvor priserne ifølge Boliga.dks tal er steget markant.

Det gælder for eksempel i den vestjyske kommune Struer, hvor et hus i år er solgt for 1,2 millioner kroner, hvilket er en stigning på 16 procent i forhold til sidste år. Også Lolland Kommune har haft en stor prisstigning på hele 13 procent - og det samme gælder i Dragør, Frederiksberg og Frederikshavn Kommune, hvor husene i år er solgt for 11 procent mere end i 2019.

En positiv udvikling på tværs af landet, som er et tegn på, at boligmarkedet har det godt, forklarer boligøkonom og chefanalytiker hos Nordea Kredit Lise Nytoft Bergmann:

»I marts havde vi svedige hænder over boligmarkedet. Vi forventede færre handler, højere udbud og faldende priser. Sådan er det heldigvis ikke gået - og i stedet oplever vi kommuner i alle landsdele, hvor priserne stiger. Det gavner både samfundsøkonomien og det lokale erhvervsliv«, siger hun til Boliga.dk.

Og de gode takter på boligmarkedet gør også, at forventningerne til priserne fremover er forsigtigt optimistiske:

»Vi forventer svagt faldende priser i de kommende måneder, som er normalt for boligmarkedet, når vinteren melder sin ankomst, men allerede i begyndelsen af 2021 forventer vi, at huspriserne vil stige igen, og at vi i hele 2021 vil se en fremgang på 1,8 procent,«  siger Lise Nytoft Bergmann.

Se hvad et hus koster i din kommune HER