For nogen kan det være svært at få finanserne til at række til et selvejet helårshus. For andre er der rigeligt med overskud til også at have en ferieadresse stående på bolig-cv'et. Og overskud skal der til, hvis man vil have fingrene i det 249 kvadratmeter store sommerhus, der netop er kommet til salg på Skovgærdet i Tisvildeleje.

Med en pris på 22,5 millioner kroner stående på salgsopstillingen er det nyudbudte sommerhus nemlig blandt landets absolut dyreste fritidshuse, der er udbudt til salg netop nu.

Det skriver boligsiden Boliga.dk.

Sommerhuset ligger i det eksklusive – og ganske dyre – kystområde helt ud til Tisvilde Hegn og er til salg hos liebhavermægleren Adam Schnack, der i sin salgsopstilling beskriver ejendommen som den 'måske bedst beliggende fritidsbolig i Tisvildeleje'.

Derudover fremgår det også af salgsopstillingen, at den høje pris blandt andet giver køberne ejerskabet over en bolig med detaljer som en pejs i bornholmsk granit fra starten af 1900-tallet, rækværk og vinduesrammer fra gamle fabriksbygninger og en hoveddør i cubamahogni, der stammer fra et venetiansk palads.

Sommerhustoppen

For øjeblikket står sommerhusene rundt om i landet i gennemsnit udbudt til salg med en kvadratmeterpris på godt 17.300 kroner. Det svarer til, at et helt gennemsnitligt fritidshus på eksempelvis 80 kvadratmeter koster godt og vel 1,38 millioner kroner.

Zoomer man derimod ind på Sjællands nordkyst, kan man roligt sige, at priserne er nogle helt andre.

Tisvildeleje og Hornbæk, der begge ligger ud til Kattegat i det nordøstlige Sjælland, er nemlig fortsat de steder i landet, hvor udbudskvadratmeterpriserne er de højeste. Her koster fritidskvadratmeterne henholdsvis 51.837 og 39.985 kroner per styk – eller hvad der svarer til 4,15 og 3,2 millioner kroner for et gennemsnitligt sommerhus - som før – på 80 kvadratmeter.

Det er da også i disse pastorater, man finder landets p.t. næstdyreste sommerhus, der også har hjemme i Tisvildeleje, og som er udbudt til salg for 23,5 millioner kroner.

400.000 kroner mere skal der dog til, hvis man vil have sin underskrift nederst på skødet til Danmarks dyreste udbudte sommerhus netop nu. Det ligger i Rungsted – ganske tæt på havnen – og rummer seks værelser, der ifølge Boliga.dk fordeler sig på 286 kvadratmeter. Sommerhuset koster 23,9 millioner kroner.

Se sommerhuset her