For en flad 10'er kan du få en McDonald's-cheeseburger eller hamburger.

Altså hvis du tropper op på en af restauranterne.

For køber du den via en leveringsapp såsom Wolt, Hungry og Just Eat, så er prisen en anden.

Og det er der en grund til, forklarer kommunikationschef i McDonald's Danmark, Pia Tobberup.

»McDelivery er en relativt ny forretning for os, og vi afprøver i disse år forskellige løsninger. Det beløb, man som kunde betaler for udbringning, dækker ikke den fulde omkostning for ydelsen. Derfor betaler restauranterne også udbringsningsfirmaerne en procentdel af salget. For at gøre det rentabelt for vores franchisetagere at tilbyde maden som udbringning forsøger vi os derfor nu med forskellige priser, alt efter om man køber maden i restauranten eller gennem et udbringningsfirma,« siger Pia Tobberup til B.T.

Det betyder altså, at du i stedet for den sædvanlige 10'er skal slippe 12 kroner for enten en cheeseburger eller en hamburger, og det er ikke gået ubemærket hen på Reddit.

»En cheeseburger og hamburger koster nu 12 kroner på McDonalds. Første gang i mit liv de priser ændrer sig,« skrev en bruger.

»Det er kraftedeme løgn,« skrev en anden.

»I går kostede den godt nok stadig en 10’er udenfor hovedstaden. Men stigningen kan selvfølgelig være sket i dag,« beretter en anden.

Det er dog kun, hvis du bestiller den med udbringning, at din burger koster lidt mere.

Normalt skal der ikke være forskel på prisen alt efter om man bestiller via Wolt-appen eller i en restaurant, forklarer Wolts kommunikationschef, Mikkel Tofte.

Men da McDonald's er en global kæde, er de under en anden aftale, oplyser Mikkel Tofte.

Det samme gør sig gældende ved Burger King.