Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Med stigende energipriser kan det virke helt skørt at pynte juletræet og huset med lyskæder og julepynt.
Og forhandlere som Jysk, Coop og Jem & Fix oplever derfor også et faldende salg af netop julelys, skriver TV 2 Lorry.
Selv det traditionsrige Hotel D'Angleterre i København har i år gemt deres normalt storslåede julepynt og lysshow væk.
Men hvor meget sparer man faktisk i kroner og øre ved at lade lyskæden blive liggende i papkassen med julepynt i år?
Det spørgsmål har TV 2 Lorry stillet Henrik Bisp, som er fagekspert inden for blandt andet energi ved Videnscenteret Bolius.
Han ser ligesom forhandlerne en tendens til, at forbrugerne ikke er gået amok i lyskæder og blinkene julepynt som i andre år.
Kigger man udelukkende på, hvad den enkelte forbruger sparer i kroner og øre, så er det dog ikke nødvendigvis mange penge.
For en ti watt lyskæde, som eksempelvis bruges rundt om juletræet og er tændt i 100 timer, forbruger den 1-kilowatt-time, som koster omkring fem kroner.
Det skyldes, at mange af lyskæderne er med LED-lys, som ikke får energiforbruget til at eksplodere.
Men Henrik Bisp anbefaler alligevel, at forbrugerne holder igen i december. For selv små ændringer i energiforbruget kan gøre en forskel i det store regnskab.
»Så det vil have en betydning for det samlede energiforbrug, hvis mange boliger vælger at droppe eller skære ned på julebelysning,« siger Henrik Bisp.