Det lugtede af valgkamp, da partilederne torsdag middag stillede op til debat hos Ældre Sagen.

Her var et af debatemnerne pensionisternes privatøkonomi. Et emne, der fylder enormt meget hos mange af landets pensionister lige nu.

Under debatten kom der flere meldinger om, hvordan pensionisterne eventuelt kan få en økonomisk håndsrækning.

Det giver den 68-årige pensionist Hans Toft fra Odense ikke meget for.

Han er hårdt ramt af inflationen og har tidligere sagt til B.T., at han nu bare går og venter på, at han må ringe til sit elselskab og meddele, at han ikke længere kan betale sine regninger på grund af de vilde prisstigninger.

»Jeg har ingen tillid til politikere, når det kommer til at hjælpe de ældre. De er skideligeglade med de ældre. De siger en masse, når der er valgkamp, og når de så bliver valgt ind, sker der ingenting,« mener Hans Toft:

»Den regering, vi har nu, lovede en masse op til sidste valg, og jeg har ikke fået en disse ud af det. Og det er ikke kun regeringen. De andre partier er lige så slemme. Der er mange partier, der lovet alt muligt, uden der er sket en skid.«

Ældre Sagen havde op til debatten blandt andet foreslået, at pensionisterne får en ekstraordinær regulering på 3,5 procent fra starten af 2023, så de bedre kan klare de stigende priser.

Hans Toft er under økonomisk pres.
Hans Toft er under økonomisk pres.
Vis mere

»Jeg tror ikke på, at det kommer igennem. Mit indtryk er, at politikerne helst vil være fri for at betale noget til ældre,« siger Hans Toft.

Under debatten blev der talt om, at hjælp eksempelvis kan ske via målrettede tiltag.

Det skete tidligere i år, da et politisk flertal vedtog, at alle modtagere af ældrechecks får 2.500 ekstra i 2022 og 2.500 ekstra i 2023 for at kunne stå imod inflationen.

Det er da et ret godt beløb, Hans. Kunne det ikke være en god håndsrækning, hvis der kom mere af sådan noget?

»Undskyld: Men hvad gavner sådan et beløb? Intet, når du ser den inflation, vi har,« siger Hans Toft:

»Jeg ville jo gerne, at politikerne rent faktisk giver de ældre noget mere i pension, så vi kan leve, og så vi kan følge med i det her inflationsræs. Og så skal der altså noget helt andet til end det der. Men jeg tror desværre ikke på det – uanset hvem der bliver valgt.«