Verdens mest eksklusive krydstogtskib har ikke engang rørt vandoverfladen, men allerede nu bliver opholdene revet væk.

For over halvdelen af opholdene på det famøse krydstogtskib er solgt – og der er særligt én suite, som er populær.

Det 365 meter lange krydstogtskib bliver søsat som verdens største og mest eksklusive krydstogtskib, skriver Cruise Industry News.

Og det er opholdene i den såkaldte 'Ultimate Family Townhouse-suite,' der går som varmt brød.

Den 167 kvadratmeter store suite henvender sig til den velhavende familie og indeholder otte sovepladser fordelt på tre etager med en rutsjebane imellem.

Derudover er der tilhørende biograf, stor balkon og et karaokeområde.

Men hvad koster det så for et ophold i suiten på dette flydende paradis? Der er tale om et greb i lommen, hvis man er lige så rig som Joakim von And.

For en uges ophold koster 75.000 dollar – svarende til 519.000 danske kroner.

Det er selskabet Royal Caribbean International, som er et datterselskab til Royal Caribbean Group, der ejer skibet.