Den familieejede koncern Brøndum A/S har i 80 år drevet en succesfuld entreprenørforretning.
Nu kæmper virksomheden med knap 400 medarbejdere for at overleve.
Det skriver branchemediet Building Supply og Finans.
Brøndums ledelse har med egne ord 'set sig nødsaget til' at indgive en anmodning til skifteretten om at komme under rekonstruktion. En rekonstruktion er ofte en virksomheds sidste mulighed inden en mulig konkurs.
»Til vores samarbejdspartnere vil vi beklage den uro, som rekonstruktionen afføder. Vi gør alt, hvad vi kan, for at afhjælpe dét bedst muligt,« lyder det ifølge Building Supply i en udtalelse fra Brøndums bestyrelse.
Ifølge Brøndums ledelse er et 'fejlslagent' opkøb en af årsagerne til de aktuelle problemer.
Den Viborg-baserede entreprenørkoncern havde sidste år en omsætning på over en halv milliard kroner, men indtjeningen kneb det alvorligt med. Seneste regnskab viser således et underskud på 4,3 millioner kroner.
Underskuddet er ifølge Brøndums påvirket af det 'fejlslagne' opkøb af aktiviteter og aktiver fra konkursboet efter Thomsen og Fals A/S i Aalborg i 2021.
Brøndums regnskaber for årene 2019-21 har imidlertid også budt på underskud eller yderst beskedne overskud.
Brøndum-koncernen blev grundlagt af Axel Brøndum i 1943, og er i dag stadig ejet af Brøndum-familien.
Entreprenørkoncernen har ti afdelinger i Danmark og Grønland og beskæftiger 399 medarbejdere.
Brøndum Grønland og Brøndum Stål ikke er omfattet af den aktuelle rekonstruktion.